USA/tendens: Nike står til belønning i grøn start

Udgivet den 23-09-2020  |  kl. 14:55  |  

Nike er i kridthuset inden starten på den amerikanske aktiehandel onsdag, efter at sportsudstyrsproducenten efter lukketid tirsdag leverede overraskende stærke regnskabstakter.

Generelt er humøret også til den gode side frem mod starten onsdag, selv om teknologiaktierne hænger lidt i bremsen og trækker ned.

Handlen med futures, der lader investorerne spekulere i fremtidige indeksniveauer, indikerer en stigning på 0,3 pct. til S&P 500-indekset og på 0,7 pct. til Dow Jones-indekset.

Nasdaq-indekset styrer omvendt mod et fald på 0,2 pct., hvis man skal tro handlen med futures.

NIKE BLÆSER FREM EFTER FLOTTE RESULTATER

Nike er blandt de absolutte højdespringere i formarkedet onsdag, efter at selskabet slog forventningerne til både top- og bundlinje med længder i regnskabet for første kvartal 2020/21 tirsdag aften.

Nike leverede i kvartalet en omsætning på 10,59 mia. dollar mod ventet 9,11 mia. dollar blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Indtjeningen per aktie blev 0,95 dollar mod ventet 0,46 dollar.

- Vores resultater i dette kvartal demonstrerer fortsat Nikes fulde konkurrencemæssige fordel, da vi styrker vores position midt i afbrydelserne, siger John Donahoe, der er topchef i Nike, i regnskabet.

Nike-aktien stiger med 12,3 pct. til 131,28 dollar i formarkedet.

Fremgang er der også til General Mills, der tjener sine penge på morgenmadsprodukter.

Selskabet er lige nu hjulpet af en tendens til, at flere folk spiser morgenmad hjemme grundet coronaviruspandemien, og det kan mærkes i resultaterne.

I første kvartal 2020/21 steg selskabets omsætning med 9 pct. til 4,36 mia. dollar, og det var over forventningerne i markedet, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News lød på 4,21 mia. dollar.

Den justerede indtjening per aktie steg samtidig til 1,00 dollar fra 0,79 dollar i den tilsvarende periode sidste år.

Her var konsensus blandt analytikerne 0,88 dollar.

General Mills, der står bag produkter som Cheerios, Häagen-Dazs og Bugles, øger sit kvartalsvise udbytte til 51 cent per aktie fra 49 cent per aktie, og selskabet meddeler, at det vil genoptage udbyttevæksten hurtigere end oprindeligt planlagt.

Selskabet venter, at den vigtigste faktor, der påvirker den finansielle udvikling i regnskabsåret 2020/21, vil blive den relative balance mellem forbrugernes fødevareefterspørgsel ude og hjemme, hvilket ventes at være drevet af covid-19-pandemien og den deraf følgende makroøkonomiske modvind.

General Mills-aktien stiger med 1,7 pct. til 58,99 dollar i formarkedet.

TESLA TRYKKET EFTER FLAD BATTERY DAY

Elbilproducenten Tesla er i den modsatte grøft og falder med 4,1 pct. til 406,79 dollar i formarkedet.

Det sker, efter at selskabets batteridag ikke formåede at overgå den hype, der i forvejen var i markedet frem mod begivenheden.

Finanshuset Loop Capital ser ikke faldet i formarkedet som en overraskelse, idet aktien er fløjet direkte ind i himlen over det seneste år, og det har fået investorerne til at forvente øjeblikkelige resultater snarere end længere tidshorisonter.

Både Loop Capital og Goldman Sachs ser dog positivt på planerne om at lancere en Model 2 til en pris på 25.000 dollar inden for tre til fem år, da det vil adressere et langt større marked, end tilfældet er i dag.

På positivsiden trækker også kæmpen Johnson & Johnson også op i onsdagens formarked.

Selskabet har indledt et gigantisk studie af sin covid-19-vaccine i USA - et fase 3-studie med blot én injektion, hvor de øvrige vacciner i senfaser er baseret på to injektioner.

Johnson & Johnson-aktien stiger med 2,1 pct. til 147,21 dollar.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder