USA/tendens: Nvidia og AMD går grøn dag i møde forud for rentemelding

Udgivet den 31-07-2024  |  kl. 14:40  |  

De amerikanske teknologiaktier er igen populære blandt investorerne, efter at Microsofts regnskab tirsdag aften ikke viste sig helt så skidt som frygtet, når man kigger på det med AI-briller.

Yderligere er medvinden også drevet af, at en af de største teknologiaktiedarlings Nvidia igen er kommet i kridthuset hos Morgan Stanley, samt at chipproducenten Advanced Micro Devices, AMD, har aflagt et bedre end ventet regnskab.

Det betyder, at futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks ligger 1,7 pct. højere, hvorved det vinder mere end tirsdagens tabte terræn på 1,3 pct. tilbage.

Futuren for S&P 500-indeks stiger 1,0 pct. efter tirsdagens fald på 0,5 pct., mens Dow Jones-indekset ligger til at stige 0,1 pct. fra start efter tirsdagens plus på 0,5 pct.

Der er en actionfyldt dag i vente på finansmarkederne, hvor den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, ventes at signalere en potentiel rentesænkning i september, mens renten denne gang forventes holdt i ro i spændet 5,25-5,50 pct.

Onsdag aften efter lukketid lander ugens andet regnskab fra "Magnificent Seven", når Facebooks moderselskab, Meta Platforms, skal aflægge regnskab for andet kvartal. Torsdag følger regnskaber fra Apple og Amazon.com, hvor fokus også vil være på meldinger om kunstig intelligens, AI.

- Jeg er virkelig tilfreds med indtjeningen fra AI-aktier, der beviser, at det ikke er en boble, siger Fares Hendi, porteføljeforvalter hos SG Prevoir i Paris, ifølge Bloomberg News.

- Udsalget var ikke relateret til indtjening, men snarere til værdiansættelse, og nogle investorer bekymrede sig om en boble, men det er ikke tilfældet. I øjeblikket fortsætter cyklussen.

MICROSOFT LEVERER LILLE CLOUD-SKUFFELSE

Microsoft bliver sendt 3,4 pct. lavere i onsdagens formarked efter en lille skuffelse målt på Azure cloud-computing services, der er Microsofts primære vækstmaskine.

Cloud-omsætningen er i det forskudte fjerde kvartal landet på 36,8 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News ventede 36,84 mia. dollar.

Forud for regnskabet var der store bekymringer over, om de store investeringer i AI ville give afkast, men efter regnskabet vurderer finanshuset BMO Capital Markets, at den brede teknologisektor kan tage det med sig, at AI-indtægtshistorien er virkelig.

NVIDIA IGEN I KRIDTHUSET HOS MORGAN STANLEY

Nvidia er for første gang i seks måneder tilbage som den foretrukne chipaktie hos Morgan Stanley efter det seneste udsalg af aktien, som analytikerne ser som et godt indgangspunkt i aktien.

- Aktien er blevet solgt på en lang liste af bekymringer, som vi tror sandsynligvis vil forsvinde med tiden, skriver analytikere inklusive Joseph Moore ifølge Bloomberg News.

Nvidia-aktien blev hældt ud af depoterne tirsdag, da aktien dykkede med 7 pct., men i onsdagens formarked har investorerne igen fået mod på AI-kongen, da aktien handles 6,6 pct. højere.

I chipsektoren er der også solid fremgang på 8,7 pct. for AMD, der har leveret et bedre end ventet regnskab for andet kvartal samt en stærk prognose for datacenterdivisionen, hvor der bliver henvist til AI og vundne markedsandele.

Med til at løfte stemningen i chipsektoren er også rygter bragt af Reuters om, at USA's eksportrestriktioner ikke vil omfatte alle lande.

Blandt onsdagens regnskabsaktuelle selskaber er også fly- og våbenproducenten Boeing, der har leveret et halvsvagt regnskab, men samtidig også annonceret en ny topchef i Kelly Ortberg, der overtager rorpinden den 8. august.

Mastercard er kommet bedre end ventet gennem andet kvartal målt på indtjening og nettoindtægter. I formarkedet handles aktien 2,7 pct. højere.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport