USA/tendens: Nye stigninger i sigte med fokus på Adobe og US Steel

Udgivet den 18-12-2023  |  kl. 14:36  |  

De amerikanske aktier ligger mandag til at fortsætte sidste uges positive takter til trods for, at flere centralbankfolk har sået tvivl om, at aggressive rentenedsættelser vil ske i begyndelsen af næste år.

Til trods for topfolkenes forsøg på at trække i land ligger renterne med marginale fald mandag.

Fredag faldt det brede S&P 500-indeks marginalt, men hovedindekset realiserede alligevel et ugeplus på 2,5 pct. Indekset nåede i sidste uge også inden for 1,5 pct. fra sin top.

Dow Jones endte derimod i plus med 0,2 pct., og derfor blev det til den tredje lukkerekord i træk.

Det var imidlertid Nasdaq, som klarede sig bedst fredag ved at stige 0,4 pct., mens et andet vækstpræget indeks, Nasdaq 100, steg med 0,5 pct. og satte første lukkerekord siden november 2021 efter et plus på 52 pct. i år.

Mandag er der optræk til endnu en rekorddag på Wall Street. Futures indikerer stigninger på 0,1-0,2 pct. i de tre toneangivende aktieindeks, når markedet åbner i New York senere på dagen.

En række topfolk fra den amerikanske centralbank har efter onsdagens rentemøde, hvor det blev indikeret, at det næste træk er rentenedsættelser, været ude at trække lidt i land.

Fredag var John Williams, direktør i Federal Reserve Bank of New York, ude at sige, at ledelsen "ikke rigtig" taler om rentesænkninger endnu, og at det ville være for tidligt med en nedsættelse til marts.

Mandag har Loretta Mester, chef for den amerikanske centralbanks lokale afdeling i Cleveland, advaret om, at de finansielle markeder er en smule foran i forhold til forventninger om rentenedsættelser næste år.

Indtil videre viser markedsoptimismen sig som robust, vurderer Seema Shah, global chefstrateg hos Principal Asset Management, ifølge Bloomberg News.

- Beskeden til investorerne er klar: der er en vej til monetære lempelser i 2024, siger hun og fortsætter:

- Usikkerhed omkring det nøjagtige tidspunkt for rentesænkninger vil tilføje volatilitet, men det vil ikke ændre trenden.

US STEEL FÅR OPKØBSTILBUD AF NIPPON STEEL

Den japanske stålproducent Nippon Steel har købt den amerikanske branchefælle United States Steel for over 14 mia. dollar.

Nippon Steel betaler 55 dollar per aktie i U.S. Steel. Det svarer til 14,1 mia. dollar - over 96 mia. kr. - og udgør en præmie på 40 pct. sammenlignet med lukkekursen fredag i 39,31 dollar.

Aktien i U.S. Steel brager op i formarkedet med 28,4 pct. til 50,50 dollar.

ADOBE OPGIVER OPKØB AF FIGMA

Den amerikanske softwarekoncern Adobe dropper sit køb af start up'en Figma for 20 mia. dollar.

De to parter har besluttet at opgive en sammenlægning, da der ser ud til, at konkurrencemyndighederne i EU og Storbritannien ikke vil godkende en fusion.

Adobe stiger 1,9 pct. i det amerikanske formarked.

OLIEAKTIER LØFTET AF SUSPENDEREDE LEVERINGER GENNEM DET RØDE HAV

Oliekæmperne Exxon Mobil og Chevron ligger i mandagens formarked begge med stigninger i omegnen af 1 pct., efter en fremgang på cirka 1 pct. til olieprisen.

Olieprisen løftes efter at flere og flere rederier indstiller sejladsen gennem Det Røde Hav, hvilket øger bekymringer om forsyningsafbrydelser fra Mellemøsten. Senest har oliegiganten BP oplyst, at sejladsen med olietankere er indstillet.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯