USA/tendens: Små fald i vente når amerikanerne vender retur efter Thanksgiving-weekend
Der er udsigt til små fald på det amerikanske aktiemarked mandag, hvor handlerne vender retur efter Thansgiving-weekenden, som mange har benyttet til at holde en forlænget weekend.
Fredag var der ganske vist åbent på de finansielle markeder, men det var en forkortet handelsdag, der også typisk byder på begrænset aktivitet.
Det gælder dog ikke i detailmarkedet, og mandag er indløbet data for forbrugernes købelyst på indkøbsdagen Black Friday, der følges op af onlineversionen Cyber Monday, der løber af stablen på ugens første dag.
Ser man på futures peger pilen en smule ned i de tre ledende indeks, hvor Dow Jones og S&P-500 begge står til at falde 0,1 pct., mens Nasdaq-futuren falder 0,02 pct.
Fredag steg det brede S&P 500-indeks med 0,1 pct., mens Dow Jones vandt 0,3 pct., og Nasdaq tabte 0,1 pct.
I makrokalenderen er der enkelte nøgletal i form af opgørelsen over byggetilladelser og salget af nye boliger i USA. Senere på ugen lander flere økonomiske data fra både Europa og USA, som handlerne vil holde øje med. Fokus er fortsat rettet mod den økonomiske tilstand, renter og inflation, og alle indikationer i den retning vil blive fulgt tæt.
- Investorerne er eksponeret mod stigninger lige nu og ser mod flere "triggere", der kan fastholde deres "bullish" syn, siger Anders Faergemann, der er seniormanager hos Pinebridge Investments i London, ifølge Bloomberg.
- Det globale makroøkonomiske udsyn har ikke ændret sig markant, siger han videre.
SHOPIFY STIGER BLACK FRIDAY-SALG
Shopify stiger 3,2 pct. i det amerikanske formarked, efter at det canadiske e-handelsselskab har meddelt at forhandlere satte en Black Friday-rekord med et samlet salg på 4,1 mia. dollar.
- Verden dukkede op for vores forhandlere, og spændingen bliver kun større , med Cyber Monday, stadig foran os, siger Shopifys topchef Harley Finkelstein i en erklæring.
Salget på Black Friday tyder ifølge analytiker Keith Weiss fra Morgan Stanley på yderligere potentiale i forhold til investorernes forventninger til væksten i bruttohandelsomsætningen i fjerde kvartal.
BLACK FRIDAY SÆTTER REKORD
Den store indkøbsdag Black Friday satte rekord i år, viser data for fredagens salg.
Ifølge Bloomberg News steg onlinesalget med 7,5 pct. i forhold til sidste år og ramte rekord høje 9,8 mia. dollar ifølge Adobe Analytics, skriver Bloomberg News.
Og det er betydeligt bedre end ventet. Eksempelvis havde analysehuset TD Cowen sænket sine forventninger til salget op til selve fredagen på grund af flere tilbud i både oktober og november, hvilket kunne have sat indkøbsiveren et gear ned.
Stigningen markerer et opsving fra sidste år, hvor en høj inflation ramte forbrugernes pengepunge, og detailhandlere havde sat mange varer kraftigt ned for at slippe af med et stort varelager.
STORBANK TROR PÅ VÆKST I S&P 500
Det amerikanske S&P 500-ideks vil fortsætte frem i 2024 og gå i rekord, spår den tyske storbank Deutsche Bank ifølge Bloomberg News.
Faktisk regner bankens analytikere med, at det amerikanske aktieindeks vil går over lukkerekorden fra den 3. januar 2022 på indeks 4796,56 og ramme 5100 i slutningen af næste år - og det betyder et plus på 12 pct. i forhold til det nuværende indeks.
Forventningen til at den amerikanske økonomi rammer en recession er udbredt, men da den "ventes at være mild og kort, ser vi kun et beskedent kortvarigt udsalg," skriver bankens analytikere.
FRYGTINDEKS NÅR LAVESTE NIVEAU
VIX-indekset, eller Wall Streets "frygtindeks", som det ofte kaldes, nåede fredag det laveste niveau mere end tre-et-halvt år.
Indekset, der måler den underliggende volatilitet i S&P 500-indekset, faldt fredag med 2,7 pct., den sjette handelsdag i træk med lavere udsving, til 12,46 indekspoint, og det niveau er ikke set siden januar 2020 - altså før coronapandemien brød ud.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›