USA/tendens: Teknologiaktier står til at fortsætte optur i ellers afdæmpet start

Udgivet den 01-03-2024  |  kl. 14:28  |  

Rekordopturen i det teknologitunge Nasdaq-indeks kan fortsætte i lidt lavere tempo fredag, hvor aktier inden for kunstig intelligens står til at drive det gode humør.

Det gode humør når dog ikke ud til teknologigiganten Apple, der er røget af investeringsbankens Goldman Sachs' anbefalingsliste.

Drivkraften bag udviklingen for Nasdaq-indekset kommer i skikkelse af Nvidia, der siden sit gennembrud inden for AI-teknologi er steget stort set utrætteligt. Også computerproducenten Dell Technologies har kurs mod en givtig handelsstart efter sit årsregnskab og et sats på AI-drevne servere.

Futuren for Nasdaq 100-indekset, der er en mindre udgave af det større indeks, stiger 0,1 pct. inden åbning klokken 15.30. Imens har Dow Jones-indekset kurs mod et fald på 0,1 pct., mens det brede S&P 500-indeks står til åbne noget nær uændret.

Torsdag bød på plusser til samtlige af de tre toneangivende indeks. S&P 500-indekset kravlede op med 0,5 pct., mens Dow Jones nøjedes med en stigning på 0,1 pct.

For det teknologiprægede indeks Nasdaq bød torsdag på den første rekord siden 2021, da indekset lukkede i 16.091,92 efter et plus på 0,9 pct.

Fremgangen var videre hjulpet af, at torsdagens amerikanske inflationstal ikke gemte på nogen grimme overraskelser. PCE-kerneprisdeflatoren aftog helt som ventet til 2,8 pct. fra 2,9 pct. i januar.

- Inflationen er stadig genstridig med bump. Vi ved, at Federal Reserve ikke vil være i stand til at sænke renten på noget tidspunkt før sommer, siger Ipek Ozkardeskaya, der er seniormarkedsanalytiker i Swissquote Bank, til Reuters.

UTRÆTTELIGE NVIDIA

Teknologigiganten Nvidia, der på mange måder er blevet synonym med kunstig intelligens, har fredag kurs mod endnu en dag i plus.

Aktien lukkede torsdag 1,9 pct. højere, da markedet ifølge Reuters var grebet af øget entusiasme omkring den kunstige intelligensteknologi. Også rivalen Advanced Micro Devices, AMD, der ligesom Nvidia arbejder med kunstig intelligens, nød godt af opsvinget med et plus på 9,0 pct.

Nvidia stiger 1,2 pct. i formarkedet, og AMD vinder 3,2 pct.

Imens må Apple bide i det sure æble med et fald i formarkedet på 0,3 pct., efter at Goldman Sachs har skrottet iPhone-producenten fra sin anbefalingsliste.

Også Dell Technologies, der producerer PC'er, står til at nyde godt af den store bevågenhed, der er omkring kunstig intelligens.

Selskabet fremlagde i eftermarkedet årsregnskab, der foruden at slå analytikerkonsensus til 2023 også indeholdt store ambitioner om selskabets AI-drevne servere.

Regnskab og forventninger belønnes i formarkedet med et plus på 26,0 pct.

NY MODVIND TIL REGIONALBANK

Den nødlidende regionalbank New York Community Bancorp har fredag kurs mod en svær start. Selskabet har foruden et topchefskifte og store nedskrivninger på goodwill meddelt, at den har observeret flere svagheder i sin interne kontrol med gennemgang af lån.

Det har fået analysehuset Piper Sandler til at sænke både anbefaling og kursmålet for aktien på bekymring om nye skeletter i skabet.

I alt har regionalbanken nedskrevet goodwill for 2,4 mia. dollar relateret til værdien af nogle gamle transaktioner.

Aktien bakker 17,8 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

11:30 Freetrailers udlejning fortsætter frem samtidig med europæisk ekspansion
11:17 Aktier/middag: De grønne aktier får en flyvende start på årets første handelsdag
11:09 Prisen på containerfragt fortsætter den stigende tendens
10:28 Carlsbergs tyrkiske rival styrtdykker for tredje dag i træk
10:13 Atlantic Petroleum giver sig selv yderligere tre måneder til at finde løsning på gæld
09:57 Riksbanken-chef: Snart passende med "vent og se" før yderligere renteændringer
09:26 Hårknude i havneforhandlinger kan sende containerrater i vejret
09:09 Aktier/åbning: Alle danske eliteaktier starter 2025 i plus - Vestas topper
08:57 Obligationer/åbning: Stille rentestart på 2025 før ledighedstal fra USA
08:44 DFDS indgår aftale om færgeservice med myndigheder på Jersey
08:32 Amerikansk storbank: Vestas' ordreindgang højere end ventet drevet af offshore
08:24 Vestas i stærk ordrespurt efterlader godt indtryk vurderer Sydbank
08:01 Aktier/tendens: Afdæmpet årsstart i vente med fokus på Vestas, Ørsted og Novonesis
07:58 Vestas sikrer sig tre sydeuropæiske ordrer på årets sidste dag
07:37 Råvarer: Olieprisen stiger på skrumpende amerikanske olielagre
07:22 Obligationer/tendens: Rolig rentestart i vente - nytilmeldte ledige i USA i fokus
07:12 USA/T-bond: Sene rentestigninger på årets sidste dag
07:12 USA/lukning: Futures peger på positiv årsstart efter vildt 2024 for amerikanske aktier -NY
07:09 Novonesis får købsanbefaling hos Carnegie
07:00 Frygt for handelskrig tager farten af den kinesiske industri