USA/tendens: Toldtrusler lægger en dæmper på investeringshumøret
Den amerikanske præsident Donald Trumps seneste trusler om told fik onsdag formiddag de amerikanske aktiefutures til at vende rundt fra små plusser til noget, der mere ligner en flad aktieåbning i New York kl. 15.30 dansk tid.
Trump sagde tirsdag, at han har til hensigt at indføre told på bilimport "i nærheden af 25 pct." samt tilsvarende satser på halvledere og farmaceutiske produkter.
Ved 14.15-tiden ligger futuren på det brede S&P 500-indeks 0,1 pct. lavere, Dow Jones-futuren falder tilsvarende, mens Nasdaq 100-futuren ligger uændret.
Tirsdag endte S&P 500-indekset i rekord efter et plus på 0,2 pct. til 6129,58.
RENTEREFERAT I FOKUS
Investorerne vil onsdag se frem mod referatet fra det seneste rentemøde i USA, som offentliggøres kl. 20. På mødet i januar blev pengepolitikken fastholdt, og chef i Federal Reserve, Jerome Powell, gav udtryk for, at der ikke var noget hastværk med at sænke renten yderligere.
- Hold øje med yderligere diskussioner om virkningen af Trumps politik og mulig indsigt i, hvordan medlemmerne har ændret deres syn på timingen af yderligere rentesænkninger, hvis der er nogen, sammenlignet med prognoserne fra december, sagde Karl Steiner, analysechef hos SEB, i et notat ifølge Reuters.
Selskabsspecifikt kommer der fokus på nogle af det regnskabsaktuelle selskaber.
Onlinedatingselskabet Bumble falder i formarkedet med 18,5 pct., efter at selskabet har meldt skuffende forventninger ud til omsætningen i første kvartal.
I første kvartal venter selskabet en omsætning på 242-248 mio. dollar, hvor analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News var på 257,2 mio. dollar.
Også prognosen om et driftsresultat på 60-63 mio. dollar er en skuffelse, idet analytikernes skøn lød på 69,3 mio. dollar.
It-firmaet Arista Networks falder desuden 5 pct. på trods af, at cloud computing-udbyderen har meldt forventninger ud for første kvartal, der lå over analytikerforventningerne.
Imidlertid er der en bekymring for selskabets store afhængighed af omsætning genereret fra Meta Platforms, skriver Bloomberg News.
BETALINGSFIRMA VIL KØBE OP
Betalingsformidleren Shift4 går også en hård dag i møde, oven på nyheden om at det vil købe Global Blue i en handel til en værdi af 2,5 mia. dollar.
Shift4, som også kom med en skuffende prognose for indtjeningen, falder 9,3 pct. i formarkedet. Derimod stiger Global Blue med 19,1 pct. til 7,35 dollar efter Shift4's tilbud om at købe selskabet for 7,5 dollar per aktie.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›