USA/tendens: Toldtrusler lægger en dæmper på investeringshumøret

Udgivet den 19-02-2025  |  kl. 14:27  |  

Den amerikanske præsident Donald Trumps seneste trusler om told fik onsdag formiddag de amerikanske aktiefutures til at vende rundt fra små plusser til noget, der mere ligner en flad aktieåbning i New York kl. 15.30 dansk tid.

Trump sagde tirsdag, at han har til hensigt at indføre told på bilimport "i nærheden af 25 pct." samt tilsvarende satser på halvledere og farmaceutiske produkter.

Ved 14.15-tiden ligger futuren på det brede S&P 500-indeks 0,1 pct. lavere, Dow Jones-futuren falder tilsvarende, mens Nasdaq 100-futuren ligger uændret.

Tirsdag endte S&P 500-indekset i rekord efter et plus på 0,2 pct. til 6129,58.

RENTEREFERAT I FOKUS

Investorerne vil onsdag se frem mod referatet fra det seneste rentemøde i USA, som offentliggøres kl. 20. På mødet i januar blev pengepolitikken fastholdt, og chef i Federal Reserve, Jerome Powell, gav udtryk for, at der ikke var noget hastværk med at sænke renten yderligere.

- Hold øje med yderligere diskussioner om virkningen af Trumps politik og mulig indsigt i, hvordan medlemmerne har ændret deres syn på timingen af yderligere rentesænkninger, hvis der er nogen, sammenlignet med prognoserne fra december, sagde Karl Steiner, analysechef hos SEB, i et notat ifølge Reuters.

Selskabsspecifikt kommer der fokus på nogle af det regnskabsaktuelle selskaber.

Onlinedatingselskabet Bumble falder i formarkedet med 18,5 pct., efter at selskabet har meldt skuffende forventninger ud til omsætningen i første kvartal.

I første kvartal venter selskabet en omsætning på 242-248 mio. dollar, hvor analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News var på 257,2 mio. dollar.

Også prognosen om et driftsresultat på 60-63 mio. dollar er en skuffelse, idet analytikernes skøn lød på 69,3 mio. dollar.

It-firmaet Arista Networks falder desuden 5 pct. på trods af, at cloud computing-udbyderen har meldt forventninger ud for første kvartal, der lå over analytikerforventningerne.

Imidlertid er der en bekymring for selskabets store afhængighed af omsætning genereret fra Meta Platforms, skriver Bloomberg News.

BETALINGSFIRMA VIL KØBE OP

Betalingsformidleren Shift4 går også en hård dag i møde, oven på nyheden om at det vil købe Global Blue i en handel til en værdi af 2,5 mia. dollar.

Shift4, som også kom med en skuffende prognose for indtjeningen, falder 9,3 pct. i formarkedet. Derimod stiger Global Blue med 19,1 pct. til 7,35 dollar efter Shift4's tilbud om at købe selskabet for 7,5 dollar per aktie.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Carrefour blev ekspederet mod udgangen efter trist prognose i rødt marked
17:18 Torsdagens obligationer: Renten faldt let på dag med taler og vigende nøgletal
17:14 ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab
17:05 Torsdagens aktier: ISS i tredjestørste stigning nogensinde mens Cbrain blev straffet
16:22 Europæisk forbrugertillid voksede mere end ventet
15:45 Amazon køber rettigheder til James Bond
15:41 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker fra rekord - Walmart og Palantir sendes ned
14:25 Genmab får godkendt kræfthåb til endnu en lymfekræftform i Japan
14:22 USA/tendens: Amerikanske aktier bakker minimalt fra rekord efter ny usikkerhed
14:07 Rovsing er ramt af forsinkelser hos kunder: Overvejer salg af nye aktier
13:10 Amerikansk detailkæmpe skuffer med prognosen: Aktien sendes kraftigt ned
13:05 Europa/aktier: Carrefour ekspederes mod udgangen efter trist prognose - ISS trækker op
12:36 Carrefour slås tilbage til 2020 efter "trist" prognose for 2025
12:25 Obligationer/middag: Renter handler sidelæns før tillidstal og flere taler
11:59 Freetrailers toplinje vokser pænt i andet kvartal - bundlinjen følger med
11:45 Aktier/middag: ISS og Zealand tager top og bund efter årsregnskaber i grønt marked
11:28 Ledelse og markedet er enig: Flot kvartalsregnskab fra FLSmidth
11:06 MT Højgaard/CEO: Robust år i et marked tynget af geopolitik og renteusikkerheder
11:01 ISS-chef ser ingen grund til store opkøb i 2025 - tysk joker kan løfte tilbagekøbsprogram
10:28 DAB leverer historisk overskud i 2024: Strategiskift vil påvirke i fremtiden