USA/tendens: Udsigt til grøn start efter fire dage i rødt med fokus på Unity

Udgivet den 02-01-2025  |  kl. 14:27  |  

De amerikanske aktier ser ud til at få revanche torsdag efter fire dag i streg med fald på baggrund af optimisme over et rentefald, der især bliver godt modtaget blandt investorerne i teknologiaktier.

På årets første handelsdag ligger futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks med et plus på 1,0 pct., idet investorerne kigger mod obligationsmarkedet, hvor renten på den tiårige statsobligation falder med 5 basispoint til 4,52 pct.

Futuren for Dow Jones-indekset løftes 0,7 pct. og futuren for det brede S&P 500-indeks stiger 0,8 pct. efter fire handelsdage i streg op til årsafslutningen, der tog en del af glansen af S&P 500's bedste toårige optur, der går tilbage til slutningen af 1990'erne.

Indekset er steget mere end 50 pct. siden starten af 2023, drevet af de såkaldte Magnificent Seven tech megacaps, der har været i hopla på begejstring over udsigterne til øget indtjening fra kunstig intelligens.

- I begyndelsen af året har analytikerne en tendens til at være ret optimistiske med ret robuste år-til-år indtjeningsprognoser, siger Daniel Morris, chefmarkedsstrateg hos BNP Paribas Asset Management, til Bloomberg TV.

Han vurderer, at markedet sandsynligvis også vil klare sig godt, hvis indtjeningsvæksten kun når 15 pct. for Nasdaq og ikke de 20 pct., som analytikerne spår.

UNITY SENDT I VEJRET PÅ SPEKULATIONER

Spilmotoren Unity Technologies, som er grundlagt i Danmark, står til en forrygende start på året på børsen i New York, efter at en opsigtsvækkende aktivitet på sociale medier har sat gang i spekulationer omkring aktien.

Det skriver Investing.com.

Den pludselige store omtale om Unity ses særligt på X, hvor indlæg om aktien er firedoblet i de seneste timer. Her tales der overvejende positivt om spilaktien, lyder det.

Hvad, der præcist ligger til grund for den pludselige omtale, vides ikke med sikkerhed. Aktien har dog været ude på en større nedtur i 2024 med et fald på 39 pct.

Torsdag stiger aktien frem mod handelsstart på det amerikanske aktiemarked med 14,4 pct. til 25,70 dollar.

KRYPTORELATEREDE AKTIER GÅR GRØN DAG I MØDE

De kryptorelaterede aktier ligger med fremgang i formarkedet, idet bitcoin fortsætter sin fremgang for tredje dag i streg.

Kursen på bitcoin løftes 2,0 pct. til 96.627 dollar, mens bitcoininvestoren Microstrategy samt kryptomining-virksomhederne Riot Platforms og Marathon Digital alle stiger med cirka 4 pct.

I teknologisektoren har flere af de tunge aktier i Magnificent Seven også luft under vingerne med plusser på 1,6 pct. for Nvidia, 1,2 pct. for Microsoft og 1,4 pct. for Amazon.com.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

15:52 Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske
14:21 USA/tendens: Udsigt til stigninger på mindsket bekymring for renten
13:44 Europa/middag: Grønt Europa trods danske selskaber i den tunge ende
13:33 Novo Nordisk viser vægttab på lidt over 20 pct. med højdosisudgave af Semaglutid
13:21 Vestas udpeger ny chef for Development og henter ny juridisk chef hos FLSmidth
12:24 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion - KORR
12:01 Trifork får løftet kursmålet til 105 kr. hos Carnegie
11:51 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
11:40 Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned
11:34 Mærsk vil kun sejle igennem sikkert Rødt Hav: For tidligt at spekulere i timing
11:19 Netanyahu mødes med ministre for at stemme om våbenhvile i Gaza
11:06 Eurozonen: Inflationen tiltog til 2,4 pct. i december
10:53 NNIT-topchef: Grundlag for et godt 2025 trods tilpasning i USA og Europa
10:46 Ørsted får købanbefaling hos ABG: Negativ amerikansk påvirkning vil være begrænset
10:34 Columbus åbner døren for nyt ejerskab, fusion eller konsolidering
10:12 Houthibevægelsen signalerer pause for angreb i Det Røde Hav efter våbenhvile
09:24 Rio Tinto og Glencore diskuterer angiveligt mulighed for at slå pjalterne sammen
09:16 Aktier/åbning: Ørsted stryger til tops - Mærsk-aktierne får baghjul
09:07 ISS sikrer sig to aftaler i 100 mio. kr.-klassen
08:58 Obligationer/åbning: Renten tager mindre dyk frem mod amerikansk industriproduktion