USA/tendens: Udsigt til små fald forud for inflationstal og rentenyt senere på ugen

Udgivet den 11-12-2023  |  kl. 13:42  |  

Der er mandag udsigt til en afdæmpet aktiehandel i USA, når markederne åbner, hvor investorerne ser frem mod inflationstal og et rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der kommer senere på ugen.

Futures for de tre ledende indeks indikerer en åbning med få udsving. S&P 500 og Dow Jones ligger uændret, mens Nasdaq falder 0,1 pct.

Tirsdag klokken 14.30 kommer der inflationsdata for november, der ventes at vise en uændret udvikling for den samlede inflation, og onsdag er der rentenyt fra Federal Reserve.

Markederne ser en chance på 39,7 pct. for, at Federal Reserve sænker renten med mindst 25 basispoint allerede i marts, og en chance på 60,2 pct. i maj ifølge data fra Bloomberg News.

- Vi mener, at markedet har ret i ikke at forvente en renteforhøjelse i december, men der er indregnet for mange rentenedsættelser næste år, siger Frédérique Carrier, der er chef for investeringsstrategi i RBC Wealth Managements, til Reuters.

- Der er nogle tegn på, at arbejdsmarkedet måske er ved at miste dampen en smule, men der er ikke den svaghed til stede, som efter vores vurdering er nødvendig for, at Federal Reserve er mega aggressiv i sine rentenedsættelser, fortsætter han.

Torsdag kommer der også rentenyt fra Den Europæiske Centralbank og Bank of England.

Fredag forstyrrede chokket over stærke jobtal kun kortvarigt stemningen på det amerikanske aktiemarked, der rettede op og gik på weekend klædt i grønt med et plus til det brede S&P 500-indeks på 0,4 pct. Desuden steg Dow Jones- og Nasdaq-indekset henholdsvis 0,4 og 0,5 pct.

Fredagens udvikling skete på baggrund af et voksende håb om, at økonomien lander blødt trods den amerikanske centralbanks talrige pengepolitiske stramninger i den senere tid.

RYGTER OM AFLYST MEGAFUSION SENDER CIGNA OG HUMANA OP

Cigna og Humana stiger i formarkedet efter rygter om, at de to amerikanske sygekasser ikke vil indgå i en kæmpefusion alligevel.

Det er ikke engang to uger siden, at Wall Street Journal erfarede, at Cigna og Humana drøftede en fusion, men allerede nu er Cigna angiveligt bakket ud. Det oplyser anonyme kilder til Bloomberg News.

Årsagen skal blandt andet være, at Cignas aktiekurs er faldet sammenlagt næsten 10 pct., siden rygterne om en fusion kom frem. Det har gjort det svært at strikke en handel sammen, da opkøbet af Humana blandt andet var baseret på betaling i Cigna-aktier.

Rygterne om den aflyste handel har fået en varm modtagelse hos investorerne mandag, hvor Cigna stiger 13,4 pct. i formarkedet, mens Humana stiger 1,9 pct.

En sammenlægning af de to ville have skabt en mastodont med en markedsværdi på 135 mia. dollar eller mere end 930 mia. kr.

Det berømte stormagasin Macy's brager også i vejret i formarkedet, efter at en investorgruppe, bestående af Arkhouse Management og Brigade Capital, har afgivet et bud på 5,8 mia. dollar.

Aktien stiger 18,9 pct. til 20,68 dollar i formarkedet.

Tilbuddet lyder på 21 dollar per aktie, svarende til en præmie på knap 21 pct. i forhold til lukkekursen på 17,39 dollar i fredags.

Buddet er et forsøg på at gøre varehuskæden privat efter, at hård konkurrence fra online-rivaler har skåret en stor bid af værdien.

Mandag ventes softwareselskabet Oracle at aflægge regnskab efter børsåbning.

Aktien stiger 0,2 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire

Silja Petri

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯  indblik❯ 

Seneste nyheder