V: Konkurrenceredegørelse bekræfter behov for indførelse af skattestop

Udgivet den 17-05-2001  |  kl. 17:12  |  

Venstres erhvervsordfører Svend Erik Hovmand mener, at det er den nuværende regering, som bærer det tunge ansvar for, at de danske forbrugere skal betale højere priser end udenlandske. Skattesystemet er blandt andet en stor medvirkende årsag til dette problem. Det siger erhvervsordføreren i en kommentar til Konkurrenceredegørelsen 2001.

- De stigende skatter fører helt naturligt til et pres for højere lønninger og dermed højere forbrugerpriser. Derfor skal vi have indført et skattestop, siger Svend Erik Hovmand.

Venstre er også af den opfattelse, at regeringen har ansvaret for, at vi har mere regulering og bureaukrati end andre lande, for så vidt angår erhvervslivet. Det betyder flere omkostninger, som er politisk bestemte, og mindre konkurrence. Eksempelvis er regeringens dåseforbud med til at holde udenlandske konkurrenter væk fra det danske marked.

- Også byggemarkedet er præget af mangel på udenlandsk konkurrence for byggevarer. Her ville EU´s indre marked være til stor nytte. Derfor er det helt uforståeligt, at regeringen ikke har presset mere på for at få gennemført det byggevaredirektiv, som kan sikre den grænseoverskridende konkurrence gennem ensartede standarder og normer. Det har nu været mere end ti år undervejs til skade for forbrugerne i lande med et relativt lille marked, slutter tidl. boligminister Svend Erik Hovmand.

Udgivet af: NPinvestordk