Valuta: Asiatiske valutaer presses op af kinesiske væksttiltag
Valutamarkedet fortsætter med at se stor effekt af de kinesiske vækstfremmende tiltag, der blev lanceret tirsdag.
Det giver sig udslag i markant styrkelse på tværs af hele den asiatiske regions valutaer, mens amerikanske dollar mister terræn over en bred kam inklusiv mod euro og pund sterling.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5.30-tiden i 100,30 mod 100,62 tirsdag eftermiddag.
Australske og newzealandske dollar ligger på det stærkeste niveau siden årsskiftet, og thailandske baht, malaysiske ringgit, indonesiske rupiah og singapore-dollar samt kinesiske yuan er alle på det stærkeste niveau i over et år mod amerikanske dollar.
De er tirsdagens aggressive kinesiske stimuluspakke, der har givet startskuddet til en massiv risikoappetit og store forhåbninger om, at der nu endelig kommer gang i kinesiske økonomi med alle de følgeeffekter, der vil have på hele det globale vækstbillede.
De kinesiske tiltag inkluderede adgang til øget bankudlån til forbrugere og virksomheder, reduktion af den vigtige korte rente, oprettelse af aktieopkøbsfonde, frigivelse af likviditet til aktieopkøb og flere andre tiltag, der opmuntrer investorer.
Og onsdag fulgte den kinesiske centralbank, People's Bank of China, op med en reduktion af renten på mellemfristede lån til de kommercielle banker til 2,00 pct. fra 2,30 pct.
- At dømme efter reaktionen på de finansielle markedet var tiltagene faktisk større end markedets forventninger, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.
Og det bekommer valutaer med stærke forbindelser til den kinesiske økonomi vel.
KINESISKE TILTAG PRESSER DOLLAR
De kinesiske tiltag har sat amerikanske dollar under pres på baggrund af den kraftigt øgede risikoappetit, mens en voksende tro på endnu en stor amerikansk rentenedsættelse i november øger modvinden for den amerikanske valuta.
Markedet indregner 62 pct. sandsynlighed for for en rentenedsættelse på 50 basispoint ved det næste pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank mod blot 29 pct. for en uge siden ifølge CME FedWatch.
Tirsdag viste data for den amerikanske forbrugertillid et uventet fald, hvilket har øget bekymringerne over det amerikanske arbejdsmarkeds tilstand.
- Forbrugerne er fortsat nedslåede når det gælder økonomien. Selv om vi tror, at der er en række grunde til, at husholdningerne bliver mere pessimistiske, er det stadig afmatningen på arbejdsmarkedet, der er i fokus, skriver Wells Fargo i et notat ifølge Reuters.
Dollar koster onsdag morgen 143,29 yen mod 141,67 yen tirsdag eftermiddag.
Euro ligger samtidig i 1,1193 dollar mod 1,1151 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,3422 dollar mod 1,3389 dollar tirsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›