Valuta: Centralbanks-snak holder euro i skak
Euroen handledes onsdag stabilt over for dollar mens markedsdeltagerne afventer handlingen bag ECB-chefen Mario Draghis skarpe ord sidste uge. Onsdag har chefen for den tyske Bundesbank skabt usikkerhed med en lille reprimande til ECB.
En euro koster onsdag eftermiddag 1,2313 dollar, hvilket er der samme niveau som torsdag ved børslukketid. Det er fortsat en markant styrkelse fra bundniveauet den 24. juli, hvor uroen om gældskrisen brød ud i lys lue, da Spanien rygtedes på vej mod EUs hjælpekasser, og flere spanske regioner måtte søge ly hos statens ditto.
Euroen styrkedes dog markant, da ECB-chef Mario Draghi lovede at gøre alt for at forsvare euroen inden for hans mandat, og forsikrede markerne om, at ECBs arsenal ville være stort nok til at sætte handling bag ordene. Den handling ventes at komme på ECB-mødet torsdag.
Onsdag mindede den tyske Bundesbankchef, Jens Weidmann, dog ECB om, den ikke bør overskride sit mandag. En udtalelse, der skaber uro omkring, hvad Mario Draghi egentlig har i ærmet til torsdag.
- Vi kan få nogle eksplosive udsving i euro/dollar-krydset, når ECB kommer med sin udtalelse, hvad end det så er. Markedet har indpriset handling fra Mario Draghi, men er begyndt at tvivle på, hvor aggressiv han er parat til at være, siger valutastrateg hos Monex Europe, Eimear Daly, til Bloomberg News.
Samtidig skeler handlerne til rentemødet i den amerikanske centralbank Fed onsdag og torsdag, hvor der dog ikke ventes at komme nogen større nyheder eller initiativer.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk