Valuta: Dollar holdes i snævert spænd frem mod rentemøde

Udgivet den 17-12-2024  |  kl. 06:32  |  

Der er stilstand i de største valutakryds tirsdag morgen, hvor investorerne er gået i afventningsmodus frem mod afslutningen af det rentemøde, som den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indleder tirsdag.

Forventningen i markedet er fortsat en rentenedsættelse på 25 basispoint, men hen over sidste uge bredte der sig også konsensus om, at det kan blive en høgeagtig lempelse fra centralbanken.

Det vil sige, at der ventes en rentenedsættelse, men med et tilhørende budskab om en eller flere pause i lempelserne i løbet af næste år, og pausen kan meget vel komme allerede i januar, hvis man skal tro investorernes bud.

Ifølge handlen med rentefutures skal man nemlig helt frem til maj, før renten ventes at være 50 basispoint lavere end nu - og altså sænket to gange. Sandsynligheden for en rentenedsættelse på 25 basispoint allerede onsdag sættes til lige godt 95 pct.

De forventninger drev i sidste uge gradvist den amerikanske dollar frem fra et niveau omkring 1,0560 dollar per euro mandag til omkring 1,0460dollar per euro først på fredagen, inden der igen blev samlet lidt op i euro, som siden stabiliserede sig omkring 1,0500 dollar.

Og der befinder den sig fortsat tirsdag morgen, hvor en euro koster 1,0507 dollar mod en pris på lige knap 1,0500 dollar ved dansk lukketid mandag.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Forex❯