Valuta: Dollar-styrkelse blev ædt op
Dollar blev i løbet af tirsdagen styrket mod euro og brød en overgang ud af de seneste fire dages handelsspænd. Men kommentarer fra ECB-rådsmedlem Ewald Nowotny og et lidt skuffende amerikanske detailsalg fik vendt den udvikling.
Tidligt på eftermiddagen lå dollar i en kurs omkring 1,3760 per euro - en styrkelse på 0,2 pct. mod mandag eftermiddag. Det er på det seneste ellers gået mest ned for den amerikanske valuta, som først blev ramt af de politiske stridigheder om statsbudgetter og gældsloft i USA og siden påvirket af ændrede forventninger til, hvornår Federal Reserve begynder at lette på speederen. Dollar har været oppe i en kurs på 1,3810 per euro, det svageste siden november 2011.
Dagens fremgang blev dog også vendt på hovedet, da den østrigske centralbankchef Ewald Nowotny gjorde det klart, at det i hvert fald ikke er en del af hans planer at reagere på den seneste tids eurostyrkelse.
- Selvfølgelig byder vi ikke styrkelsen velkommen. Men jeg ser intet instrument, som vi kan bruge imod det, og jeg synes heller ikke, at problemet har nået en dimension, der kræver et svar, udtaler Ewald Nowotny, der også sidder med i ECBs styrende råd, til Market News International ifølge Bloomberg News.
Samtidig afviste han det som urealistisk, at ECB skulle sænke renten, og den melding - sammen med lidt svage tal for det amerikanske detailsalg - hev dollarkursen ned.
Ved 16.30-tiden lå dollar i kurs 1,3790 per euro og dermed stort set uændret i forhold til mandag eftermiddag.
Federal Reserves pengepolitiske komite, FOMC, holder sit to dage lange møde tirsdag og onsdag, og onsdag skal centralbankes ledelse være klar med en udmelding. Forventningen i markedet er status quo omkring både rente og månedlige støtteopkøb.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›