Boeing falder i formarkedet efter flyulykke i Sydkorea

Udgivet den 30-12-2024  |  kl. 11:08  |  

Aktien i den i amerikanske flygigant Boeing falder mandag i formarkedet, efter at et sydkoreansk Jeju Air-fly af typen Boeing 737 søndag forulykkede og kostede 179 liv i den værste flyulykke i Sydkoreas historie.

Det skriver Investing.com.

Ulykken har ført til, at den fungerende præsident i Sydkorea, Choi Sang-mok, mandag har beordret en akut sikkerhedsinspektion af hele landets flyflåde, når oprydningsarbejdet efter Jeju Air-styrtet er afsluttet.

Boeing-aktien falder mandag 4,6 pct. til 172,36 dollar i timerne op til handelsstart.

Aktien i Jeju Air faldt mandag med 8,7 pct. på børsen i Seoul.

Samtidig faldt øvrige sydkoreanske lavprisselskaber som Jin Air og T'way Air med op til 3,2 pct. Alle tre lavprisselskaber opererer Boeing 737-fly, hvor T'way Air som den eneste har et mix af Boeing og Airbus-fly ifølge Airfleets.net.

Samtidig steg Air Busan, som udelukkende opererer Airbus-fly, med 3,1 pct. mandag.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯