Valuta: Dollar styrket på stærkt jobmarked og duer i Japan og ECB
Den amerikanske dollar har torsdag nået det højeste niveau over for japanske yen i en måned, da tegn på et robust arbejdsmarked understøtter ideen om, at landets centralbank ikke behøver at skynde sig at sænke renten.
Den japanske valuta kom onsdag under stærkt salgspres, efter at Japans nye premierminister sagde, at landet ikke er klar til yderligere renteforhøjelser, efter et møde med centralbankchefen.
I Europa er der også svaghed at spore for regionens valuta, euro, der fastholder niveauet tæt på et treugers lavpunkt, efter at det normalt høgeagtige ECB-medlem Isabel Schnabel indtog en dueagtig holdning til inflationen og cementerede et sats på en rentenedsættelse senere i denne måned.
Styrken for dollar og svagheden for yen og euro samt fire andre valutaer i dollarindekset betyder, at indekset styrkes til 101,80 torsdag morgen fra 101,67 onsdag eftermiddag. Det er det højeste niveau i tre uger.
Den amerikanske valuta oplevede onsdag også øget efterspørgsel, da den agerede tilflugtssted, efter at Iran affyrede i omegnen af 180 missiler mod Israel, hvilket øgede bekymringerne for en omfattende krig.
Onsdagens amerikanske ADP-jobrapport viste en jobskabelse på 143.000 i september mod en ventet stigning til 125.000 fra opreviderede 103.000.
Det øger forventningerne om en stærk aflæsning for fredagens officielle jobrapport, selv om den ofte er dårlig til at forudsigte udfaldet, udtaler Ray Attrill, chef for valutastrategi hos National Australia Bank, ifølge Reuters.
- Jeg tror, at hvis jobrapporten generelt ikke er for ringe i morgen, så vil vi se, at prissætningen for en nedsættelse på 50 basispoint kommer ganske betydeligt ned, udtaler Ray Attrill.
Markedet er dog stadig overbevist om, at centralbanken vil sænke renten igen på det næste politiske møde i november, men det har ifølge Fedswatch Tool sænket forventningerne til en reduktion på 50 basispoint til 33,4 pct.
Euro ligger torsdag morgen i 1,1036 dollar, hvilket er helt det samme som onsdag eftermiddag, mens dollar koster 146,81 yen mod 146,05 yen onsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›