Valuta: Dollar svækket på afventende dag

Udgivet den 16-05-2023  |  kl. 13:21  |  

Der er nok til at holde valutahandlerne på kanten af stolen tirsdag, hvor blandt andet et møde mellem den amerikanske præsident og formanden for Repræsentanternes Hus og gældsloftet afventes.

Samlet er dollar svækket i forhold til euro og yen. Og dollarindekset er faldet til 102,29, efter at have nået indeks 102,75 tidligt mandag, hvilket var det højeste niveau siden den 10. april.

- Markedets forventninger var en rentenedsættelse fra Federal Reserve i år, men dataene spiller bare ikke med - og dertil kommer, at der er en smule sikker havn-efterspørgsel, sagde Jane Foley, chef for valutastrategi hos Rabobank, til Reuters.

Hun peger på usikkerheden omkring gældsloftet og frygten for en amerikansk betalingsstandsning, aftagende vækst i USA og euroområdet og tirsdagens svage kinesiske økonomiske data.

- Med alt det in mente - vil du så virkelig købe en masse risikable aktiver i år, siger Jane Foley.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, skal mødes med den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

Republikanerne ønsker besparelser på det offentlige budget, mens demokraterne foretrækker skattelettelser eller bare en forhøjelse af gældsloftet uden krav.

Staten passerede i januar det lovmæssige gældsloft på 31.400 mia. dollar, og derfor kan finansministeriet ikke optage nye lån til at betale løn, pension, regninger og afdrag på gælden, hvis ikke Kongressens politikere bliver enige om at hæve gældsloftet.

Euro koster tirsdag 1,0896 dollar mod 1,0870 dollar mandag eftermiddag.

Dollar ligger samtidig i 135,77 yen mod 136,10 yen mandag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Seneste nyheder