Valuta: Dollar under pres før Powell-tale

Udgivet den 23-02-2021  |  kl. 13:43  |  

Håb om økonomisk genopretning i verdensøkonomien efter corona fortsætter tirsdag med at lægge pres på dollar, som tirsdag formiddag ramte det svageste niveau over for euro siden den 13. januar.

De finansielle markeder holder et vågent øje med, hvad den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, har med i sit talepapir til Kongressen i eftermiddag.

- Powell vil efter alt at dømme gentage, at Federal Reserve er langt fra at nå sine mål, og at det sandsynligvis vil tage noget tid endnu inden opkøbene af obligationer stopper. Det vil ikke ske, før der er gjort" tilstrækkelige fremskridt", skriver analytikere i Unicredit i et notat ifølge Reuters.

Og Joe Capurso, valutaanalytiker i Commonwealth Bank of Australia, venter, at Powell kommer til at levere lidt af et "koldt styrtebad til markedet og sige: Hør her hr. Marked, du er vist kommet til at overhale dig selv....den amerikanske økonomi er meget, meget langt fra fuld beskæftigelse", skriver Reuters.

Ved middagstid er svækkelsen dog gået lidt i sig selv igen, og en euro koster 1,2156 dollar mod 1,2135 dollar mandag eftermiddag.

Data viser dog, at investorerne i høj grad venter, at dollar, der er svækket siden marts sidste år, vil svækkes yderligere i takt med, at verden rejser sig fra sygesengen efter coronapandemien.

Den 23. marts kostede en euro til sammenligning 1,0636 dollar.

Tirsdag middag koster en dollar 105,19 yen mod 105,10 yen mandag.

Pund koster på samme tidspunkt 1,4088 dollar mod 1,4050 dollar mandag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder