Valuta: Dollars vinderkurs ses fortsætte

Udgivet den 18-01-2022  |  kl. 14:29  |  

Dollar styrkes tirsdag over for både euro og yen understøttet af stigende amerikanske obligationsrenter og vigende aktiemarkeder, der får investorerne til at søge i sikkerhed i den amerikanske valuta.

Euro koster tirsdag eftermiddag 1,1368 dollar mod 1,1404 dollar mandag ved 17-tiden. Der går 6,5460 kr. på en dollar mod 6,5260 kr. mandag.

Hos Danske Bank vurderer chefanalytiker Mikael Olai Milhøj, at dollar vil styrkes yderligere og nå omkring 6,90 kr. om et år.

Det fremgår af bankens seneste valutaprognose.

Årsagen er ikke mindst, at den amerikanske centralbank i den senere tid er begyndt at signalere, at man vil flytte foden fra speederen til bremsen og løfte renten, og derved markedsrenten på dollar.

Den amerikanske centralbank signalerer nu, at man nok vil sætte renten op 3-4 gange i løbet af året, ligesom banken agter at reducere sin store obligationsbeholdning ved at sælge obligationer i markedet.

- Om noget er risikoen, at man bliver nødt til at stramme hurtigere og mere, end der er lagt op til i øjeblikket, for at sætte en stopper for historierne om høj inflation, der fylder meget både blandt forbrugere, virksomheder og investorer, skriver Mikael Olai Milhøj i et notat og uddyber:

- Vi holder derfor fast i, at dollaren skal styrkes i år, selvom dollaren er blevet svækket lidt siden december. I øjeblikket handler dollaren i underkanten af 6,53 kr., hvor kursen i december periodevist var over 6,60 kr. Strammere finansielle betingelser globalt, svagere vækst og stadig attraktive amerikanske finansielle aktiver taler alle for en stærkere dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Forex❯