Valuta: Dollarsvækkelsen fastholdes efter rentemøde i ECB

Udgivet den 12-12-2019  |  kl. 15:45  |  

Euro fastholder sin styrkelse over for den amerikanske dollar torsdag eftermiddag, hvor de afsluttede rentemøder i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og den europæiske pendant, ECB, trækker nogle af de store overraskelser.

Federal Reserve var allerede på banen efter afslutningen på rentemødet onsdag aften dansk tid, og centralbanken holdt som ventet den ledende rente i ro efter at have sænket den på de tre forgående møder.

Ifølge centralbanken er den nuværende pengepolitik "passende" for at understøtte den økonomiske vækst, en god udvikling på arbejdsmarkedet samt en inflation i nærheden er målet, der lyder på 2 pct. om året.

Der er nuværende tidspunkt heller ikke umiddelbart lagt op til ændringer af renteniveauet på de kommende rentemøder.

13 af de 17 bankchefer, som har givet deres renteforventninger til kende i det såkaldte dot plot-diagram, forudser, at renten vil være uændret gennem 2020.

Umiddelbart efter rentemeddelelsen og det efterfølgende pressemøde blev den amerikanske dollar svækket, og det blev der ikke ændret på torsdag eftermiddag, hvor ECB også løftede sløret for udfaldet af rentemødet.

Den Europæiske Centralbank fastholdt også som ventet den ledende rente, ligesom der ikke blev ændret på centralbankens obligationsopkøbsprogram.

Samtidig venter markedsdeltagerne på nyt fra det britiske parlamentsvalg, der afholdes torsdag. Valghandlingen slutter klokken 23.00 dansk tid, mens resultatet ventes ved firetiden fredag morgen.

Derudover spejder handlerne også fortsat efter nyt om udviklingen i handelsforhandlingerne mellem Kina og USA, da nye amerikanske toldsatser på en række kinesiske varer lige nu stadig officielt står til at træde i kraft i weekenden.

Pund koster torsdag eftermiddag 1,3170 dollar mod 1,3180 dollar onsdag eftermiddag.

Euro koster torsdag eftermiddag 1,1135 dollar mod 1,1085 dollar onsdag, og dollar koster torsdag morgen 108,85 yen mod 108,65 yen onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder