Valuta: Draghis rentesænkning begynder at virke

Udgivet den 10-06-2014  |  kl. 14:23  |  

Efter flere dages tøven ser den fælleseuropæiske valuta euro ud til tirsdag endelig at reagere på, at Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag sænkede sine renter til rekordlave niveauer.

Euro svækkes over for dollar, så der tirsdag eftermiddag går 1,3544 dollar på en euro mod 1,3594 mandag kl. 17.

Svækkelsen er helt efter lærebogen i valutahandel. Spørgsmålet er blot, hvorfor den først for alvor manifesterer sig nu, efter at euro torsdag efter rentebeslutningen blev styrket så meget, at krydset nåede 1,3665.

- Personligt blev jeg lidt overrasket over den effekt, vi så torsdag aften, hvor euro faktisk begyndte at styrke sig pænt, siger valutaanalytiker Kristian Foged Schmidt, Jyske Bank.

- Nu begynder det at se ud, som man ville forvente, tingene skulle se ud, når man kommer med den type af tiltag, tilføjer han.

Forklaringen skal formentlig findes i, at rentemødet i ECB gav investorerne anledning til at forvente, at centralbanken vil lancerede egentlige kvantitative lempelser i form af opkøb af statsobligationer på markedet.

- Det vil give kursstigninger, og for at være tidligt med på vognen og være med i de kursstigninger, så er investorerne gået den vej, siger Kristian Foged Schmidt.

- I min verden er det en flowforklaring, at man efterspørger euro på grund af nogle forventede bevægelser i nogle andre finansielle aktiver, tilføjer valutaanalytikeren.

Tirsdagens bemærkelsesværdige rentebevægelse, hvor den 10-årige spanske statsobligation nåede et renteniveau under den tilsvarende amerikanske, skal efter Foged Schmidts vurdering også ses i det lys, at der har været stor efterspørgsel efter de europæiske obligationer.

- Det giver også et meget godt billede af den bevægelse, vi har set, men vi tror, at det er midlertidigt, fordi renterne er så lave.

På længere sigt er der dog efter Jyske Banks vurdering stor sandsynlighed for yderligere svækkelse af euro. Banken regner med, at valutaen på 12 måneders sigt vil komme ned og koste omkring 1,28 dollar.

- Det bliver trapperne op for dollar, ikke elevatoren. Tidligere er dollar blevet styrket over for euro som følge af risikoaversion, men denne gang bliver det nogle mere strukturelle ting, der kommer til at styrke den, og det tager lidt længere tid, end vi er vant til, siger Kristian Foged Schmidt.

/ritzau/FINANS

Sine Schack Vestergaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder