Valuta: Fokus rettet med rentereferat fra Federal Reserve

Udgivet den 17-08-2022  |  kl. 12:44  |  

Valutahandlerne holder sig i ro i onsdagshandlen, da det er et referat fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der ventes på.

Referatet fra rentemødet i juli, der først offentliggøres efter at de danske handlere er gået hjem onsdag aften, ventes at give et fingerpeg om tempoet i yderligere amerikanske renteforhøjelser.

Onsdag ligger dollar ligger uændret i forhold til tirsdag, og der skal fortsat 1,0180 dollar til en euro.

I sidste uge stoppede den amerikanske inflation en smule op med en stigning på 8,5 pct. i juli i forhold til samme måned året før. Niveauet måneden før var på 9,1 pct.

Flere Federal Reserve-direktører har i løbet af den seneste uge signaleret, at centralbanken stadig vil handle beslutsomt for at bekæmpe inflationen, skriver Reuters.

Eftermiddagens amerikansk detailsalg vil blive fulgt nøje som en indikator på økonomiens modstandsdygtighed. Detailsalget udgør omkring 40 pct. af privatforbruget i USA.

Der har også været inflationsnyt fra det britiske, som viste en stigning på 10,1 pct. i juli mod ventet 9,8 pct. - det højeste siden februar 1982.

Onsdag koster pund koster 1,2106 dollar mod 1,2095 dollar tirsdag.

I valutakrydset mellem dollar og yen, er dollar styrket til 134,85 yen mod 134,35 yen tirsdag eftermiddag.

Samlet stiger dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod den fælleseuropæiske euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, og ligger onsdag middag i 106,58 mod 106,46 tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Forex❯