Valuta: Frygt for pandemi og nedlukninger fastfryser markedet

Udgivet den 29-10-2020  |  kl. 06:32  |  

Det er småt med bevægelser i valutamarkedet torsdag morgen, hvor dollar fastholder de seneste dages styrkelse, mens investorerne holder vejret grundet de amerikanske stimulusforhandlinger og omfanget af de seneste skridt i Europa for at bremse den bølge af coronaudbrud, der igen plager hele kontinentet.

Frygt på tværs af de finansielle markeder for, at nye nedlukninger vil vælte det spinkle opsving, viste sig begrundet onsdag aften, hvor Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Tysklands kansler Angela Merkel beordrede deres respektive lande tilbage i nedlukningens passive økonomiske tomgang.

Den massive sekundære bølge af coronavirus-sager, der truer med at overvælde Europa, får investorerne til at holde sig tilbage fra enhver form for risiko, hvilket i valutariske termer betyder søgen efter sikre placeringer i de traditionelle safe haven-valutaer, dollar og yen.

Mens pandemien raser i hele Europa, ventes Den Europæiske Centralbank, ECB, at modstå presset for at komme med nye stimulanser på dagens pengepolitiske møde. Til gengæld er der stor sandsynlighed for, at vejen banes for nye tiltag i december.

- Euro kan svækkes yderligere, hvis ECB's præsident Christine Lagarde lægger grunden til yderligere lempelse af pengepolitikken på pressekonferencen efter mødet, skriver valutaanalytiker Kim Mundy fra Commonwealth Bank of Australia i et notat ifølge Reuters.

Også Bank of Japan var torsdag aktuel med pengepolitisk møde, der blev afsluttet med uændrede overordnede parametre.

Centralbanken trimmede de økonomiske prognoser og inflationsudsigter for det aktuelle regnskabsår, men foretog ingen ændringer i en række tiltag, der sigter mod at lette virksomhedernes finansieringsomkostninger, som er blevet bankens primære redskab til at håndtere den pandemiramte økonomi.

Senere på dagen offentliggøres den amerikanske vækst for tredje kvartal i form af bruttonationalproduktet, som analytikere venter vil vise rekordvækst på baggrund af det massive drop kvartalet før. Men det er næppe nok til fuldt ud at kompensere for pandemiens effekt.

Euro koster torsdag morgen 1,1750 dollar mod 1,1755 dollar onsdag, mens dollar ligger i 104,45 yen per dollar mod 104,35 yen onsdag.

Pund koster samtidig 1,2995 dollar mod 1,3000 dollar onsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Relaterede nyheder