Valuta: Handlerne holder sig i ro frem mod amerikanske inflationstal
Dollar er en anelse styrket mod euro tirsdag morgen, men er svækket i forhold til yen.
Handlerne kan ikke rigtig finde ud af, hvilket ben de skal stå på frem mod amerikanske inflationstal, der lander torsdag, og som kan få afgørende betydning for pengepolitikken i den amerikanske centralbank fremover.
Valutamarkedet kan tirsdag morgen læne sig op ad mandagen måling på de amerikanske forbrugere og husstandes forventninger til inflationens udvikling, der aftog i december. Det viser den månedlige rundspørge fra Federal Reserve Bank of New York.
Den gennemsnitlige forventning til inflationen om et års tid aftog i julemåneden til 3,0 pct. fra 3,4 pct. i november, mens der for den treårige horisonts vedkommende blev registreret et fald i forventningen til 2,6 fra 3,0 pct., og endelig dykkede amerikanernes prognose på fem års sigt til 2,5 fra 2,7 pct.
- Forventningerne til inflationen på et års sigt, målt som medianen, nåede det laveste niveau registreret siden januar 2021, hedder det i meddelelsen fra New York Fed.
Målingen er godt nyt for den amerikanske centralbank, der har signaleret, at rentestramningerne nu er ovre, og at 2024 vil byde på tre rentenedsættelser fra de nuværende 5,25-5,50 pct.
- Den store historie mandag aften - katalysatoren - var data vedrørende inflationsforventninger fremadrettet. Selvom det fortsat er et stramt arbejdsmarked, ser vi stadig den slags disinflationsimpulser i USA, hvilket igen øger sandsynligheden for, at Federal Reserve vil have kapacitet til at sænke renten ret hurtigt, siger Kyle Rodda, markedsanalytiker hos Capital.com, til Reuters.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske valuta mod euro, yen, pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger tirsdag uændret i 102,22 i forhold til mandag eftermiddag.
En euro koster tirsdag morgen 1,0954 dollar mod 1,0971 dollar mandag klokken 17.
Samtidig skal der 143,66 yen til en dollar mod 143,93 yen mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›