VALUTA - Inflation og vækstskøn svækker euro

Udgivet den 18-06-2001  |  kl. 16:47  |  

Den europæiske euro svækkedes i mandagens valutahandel på baggrund af, at inflationen i euro-området steg til det højeste niveau i otte år i maj. Samtidig nedjusterede flere tyske institutter deres vækstskøn for både Euroland og Tyskland.

De harmoniserede forbrugerpriser i euro-området steg med 0,6 pct. månedligt og 3,4 pct. årligt i maj. Økonomer havde forventet en månedlig stigning på 0,5 pct. og en årlig inflationstakt på 3,3 pct. I april var inflationen kun på 2,9 pct.

Den sendte euroen ned i 0,8575 USD, men den krøb kortvarigt over 0,86 USD igen, efter at den svenske centralbank, Riksbanken, for anden dag i træk intervenerede på valutamarkedet ved at støtteopkøbe svenske kroner.

Kronen styrkedes herefter mod både euro og dollar. Den svenske centralbank ønskede ikke at oplyse om interventionens omfang. Efter opkøbet var kronen steget 10,40 øre mod dollaren, som kostede 10,48 Skr., og den var steget 10,30 øre mod euroen, der kostede 9,04 SKr.

Den japanske yen kom under pres, efter at Bank of Japan i sin juni-rapport skrev, at den økonomiske afmatning intensiveres. Det tyngede også, at banken fredag ikke ville indsprøjte flere penge i pengemarkedet. Dollar/yen steg til 123,30 Y.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder