Valuta: Norsk finansminister giver kronen forspring

Udgivet den 20-11-2013  |  kl. 13:30  |  

Den norske krone finder onsdag støtte i udtalelser fra den norske finansminister, Siv Jensen, der ifølge Bloomberg News har afvist at bruge politiske midler til at forsøge at presse konen ned for at friske konkurrenceevnen i den norske eksportindustri lidt op.

- Dette er en lille og åben økonomi, og selvfølgelig vil den norske krone fluktuere. Norsk industri er vant til en fluktuerende krone, sagde finansministeren og påpegede ifølge Bloomberg, at strukturreformer herunder skattelettelser er effektive midler til bedring af konkurrenceevnen.

Reaktionen i valutamarkedet er en styrkelse af den norske krone til 8,2211 nkr. per euro fra 8,2339 nkr. tirsdag eftermiddag og 8,2605 nkr. onsdag morgen. Udviklingen reflekteres i en prisstigning for den norske krone over for den danske til 0,9072 kr. per norsk krone fra 0,9029 kr. onsdag morgen.

Blandt de globale valutaer er hovedtemaet styrkelsen af den japanske yen efter officielle udtalelser om, at det vil tage år at implementere reformer af den statslige pensionsfond, der til sin tid vil presse yen-kursen.

Onsdag middag er yen styrket til 99,90 yen per dollar fra 100,10 yen tirsdag eftermiddag og til 135,25 yen per euro fra 135,53 yen per euro tirsdag eftermiddag.

Mellem euro og dollar er styrkeforholdet onsdag middag 1,3534 dollar per euro mod 1,3525 dollar tirsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder