Valuta: Pund styrket trods tumultariske dage i britisk politik

Udgivet den 07-07-2022  |  kl. 15:07  |  

Det britiske pund er torsdag blevet styrket over for den amerikanske dollar, efter at det står klart, at Storbritannien skal have ny politisk leder.

Det er ikke gået Boris Johnsons vej de seneste dage, hvor den ene minister efter den anden har trukket sig, og torsdag valgte han med øjeblikkelig virkning at trække sig som leder af Det Konservative Parti.

Han fortsætter dog som premierminister, indtil en ny leder er på plads.

Det britiske pund koster torsdag eftermiddag 1,1977 dollar mod 1,1909 dollar onsdag eftermiddag. En markedsdeltager, som Bloomberg News har talt med, stiller sig dog tvivlende over for, om Johnsons afgang kommer til at betyde det store for britiske aktiver.

- Jeg venter ikke, at fratrædelsen vil få nogen stor påvirkning på markederne. Det giver bestemt en yderligere usikkerhed, men i det store billede, med alle de store usikkerheder rundt omkring, der tror jeg ikke, at nålen bevæger sig ret meget, siger kapitalforvalter Micheal Keusch fra Bellevue Asset Management, til Bloomberg News.

Der er ikke sket det store i krydset mellem euro og dollar, idet der torsdag eftermiddag skal 1,0181 dollar til en euro mod 1,0194 dollar onsdag.

Referatet fra det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank viste torsdag bekymring for, at et for stort renteløft til juli kan skabe en overdreven reaktion på markederne.

Der var relativ konsensus for et forestående renteløft på 25 basispoint, men visse centralbankmedlemmer var dog fortalere for et større renteløft, fremgår det videre af referatet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Forex❯