Valuta: Roligt ultimo-markedet frem til amerikanske inflationsdata

Udgivet den 30-08-2024  |  kl. 06:32  |  

Der er ro på valutamarkedet fredag morgen.

Markedsdeltagerne afventer dagens og ugens vigtigste nøgletal fra USA, og med fredag værende den sidste handelsdag i måneden, som traditionelt trækker en del af volumen ud af markedet, er der ikke udsigt til de store udsving.

Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 101,40 mod 101,48 torsdag eftermiddag ved 17-tiden.

Dermed står dollar til at bogføre en ugentlig styrkelse, og det vil i så fald være første gang i fem uger, som ellers har stået på gentagne ugentlige svækkelser af den amerikanske valuta.

Det har været de omsiggribende forventninger til aggressive rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, der har svækket valutaen.

Men en stor indledende rentereduktion på 50 basispoint fra Federal Reserve er blevet delvist skudt til hjørne af torsdagens amerikanske vækst-data, der viste en overraskende oprevidering af væksten i andet kvartal.

Dermed synes en reduktion på 25 basispoint på det kommende møde den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee, FOMC, at være den mest sandsynlige udgang.

- Det er det, som har bevæget markedet, især når man ser på valuta og amerikanske statspapirrenter, siger valutastrateg Rodrigo Catril fra National Australia Bank i Sydney til Reuters.

Markedet indregner nu 34 pct. sandsynlighed for en rentereduktion på 50 basispoint i september mod 38 pct. inden gårsdagens BNP-data ifølge CME Groups FedWatch.

Dollarstyrkelsen sker også delvist på baggrund af en fælleseuropæisk euro på tilbagetog. Den fælles valuta svækkes, efter at torsdagens vigende tyske og spanske inflationsdata har øget forventningerne til en pengepolitisk lempelse fra Den Europæiske Centralbank.

Japanske yen styrkes en smule, efter at friske inflationsdata viser en overraskende store stigning i forbrugerpriserne i Tokyo.

Priserne i Tokyo er toneangivende for hele landet, og med en forøgelse af kerneforbrugerpriserne, der er Bank of Japans foretrukne inflationsmåler, på 2,4 pct., er der udsigt til nye stramninger fra centralbanken i Tokyo.

Bank of Japan har et mål om en kerneprisinflation på 2,0 pct.

Forude venter så dagens amerikanske kerneprisindeks for personligt forbrug (PCE), der er FOMCs foretrukne inflationsmåler.

Kerne PCE ventes at vise en stigning på 2,7 pct. på årsbasis og 0,2 pct. på månedsbasis.

Dollar koster fredag morgen 144,79 yen mod 145,35 yen torsdag eftermiddag klokken 17.

Euro koster samtidig 1,1072 dollar mod 1,1070 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,3164 dollar mod 1,3156 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe
14:32 USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning
14:11 DSV bekræfter nedskæringer i Tyskland på 1600-1900 job ved integration af DB Schenker
13:47 DSV-topchef: Tidslinje for synergieffekter vil afhænge af fagforeningsaftale
13:12 Europa/middag: Danske aktier fører an i optur med rekord i C25
12:31 Obligationer/middag: Mindre rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
12:18 Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration
12:14 Bavarians mpox-vaccine blåstemples af WHO
12:01 DSV holder fast i opkøbsstrategi kort efter rekordovertagelse
11:47 Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV
11:03 Industriproduktionen i eurozonen går ned i gear i juli som ventet
10:50 DSV's kursfest ebber ud
10:33 Jyske Bank om gigantopkøb: Det er en god dag for DSV
09:39 Nationalbankdirektør: Risikoen for russiske hackerangreb er reel