Valuta: Sikre havne vinder frem mens handlerne sælger ud af risiko

Udgivet den 21-01-2022  |  kl. 13:54  |  

Den amerikanske dollar er styrket i løbet af ugen, der har været præget af udsalg af aktier i et marked, hvor investorerne bliver mindre risikovillige.

Det har også gavnet schweizerfranc og den japanske yen, der normalt bliver set som sikre havne, hvor handlerne kan søge hen.

Målt på dollarindekset, der vejer den amerikanske valuta i forhold til den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, svækkes dollar 0,1 pct. fredag. Omvendt har den hentet 0,4 pct. i ugens løb.

- Styrken på den amerikanske dollar i dag ligner mere det mønster, som du vil forvente i en typisk periode for "risk-off", lyder det fra valutaanalytikere hos MUFG i et notat ifølge Reuters.

På aktiemarkedet i USA har handlerne flere dage i træk benyttet stigninger fra morgenstunden til at tage risiko af bordet henover dagen, så markederne er endt i rødt.

Euro koster 1,1338 dollar fredag eftermiddag mod 1,1348 torsdag klokken 17, mens en schweizerfranc koster 1,096 dollar mod 1,093 dollar torsdag.

En dollar står til 113,71 yen fredag over for 113,99 yen torsdag ved lukketid.

Svækkelsen af dollar fredag kan ifølge Reuters også hænge sammen med udviklingen for de amerikanske statsobligationer, der så renten falde i løbet af fredag efter en solid stigning som følge af den amerikanske centralbanks pengepolitik.

Markedet indregner op mod fire rentestigninger i årets løb, der kan begynde i marts.

- Man skulle tro at højere renter ville føre til en stærkere dollar, men hvis du får at vide, at renterne vil stige snart og balancearkene skrumper fra juli, hvorfor skulle du så købe nu. Bare vent og kom så ind til den højere rentestruktur, siger Mike Kelly, global chef for multi-assets hos PineBridge Investments ifølge Reuters.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Forex❯