Valuta: Skidt nøgletalsnyt presser euro og pund

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 14:04  |  

Friske mindre positive økonomiske nøgletal presser tirsdag euro og pund.

Frygt for at en opblussen af corona "hot spots" rundt omkring i verden vil torpedere den hurtige genrejsning af økonomien, som de finansielle markeder håber på, presser ligeledes.

Den fælleseuropæiske valuta taber mod den amerikanske dollar, efter at foreløbige tal for inflationen i juni i eurozonen har pustet til frygten for, at inflationen i Europa vil være lav i mange år frem.

En euro koster tirsdag eftermiddag 1,1203 dollar mod 1,1255 dollar mandag. Euro har været handlet mellem 1,1199 dollar og 1,1252 dollar tirsdag.

Den fælleseuropæiske valuta er i andet kvartal styrket med 1,7 pct. mod dollar og har dermed udlignet svækkelsen i første kvartal, skriver Reuters.

I Storbritannien viste endelige tal for BNP for første kvartal tirsdag formiddag et fald på 2,2 pct., hvilket var højere end de ventede 2,0 pct. ifølge estimater fra Bloomberg.

Pund koster 1,2267 dollar mod 1,2265 dollar mandag eftermiddag. Siden midnat har krydset svinget mellem 1,2317 dollar og 1,2258 dollar.

- Dagen data er ikke flatterende hverken i eurozonen eller i Storbritannien, konstaterer senioranalytiker i ActivTrades over for Reuters.

- Fra et markedssynspunkt er der ingenting, der taler til fordel for euro her tirsdag. Specielt ikke når der sammenlignes med mandagens stærke tal fra USA, siger valutastrateg Esther Reichelt.

Mandag leverede amerikanerne overraskende stærke data for amerikansk økonomi i form et stort spring i boligsalget i maj.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Intraday❯  Forex❯ 

Relaterede nyheder