Valuta: Stabilisering inden tsunami af økonomiske data fra USA
Valutamarkedet har stabiliseret sig onsdag morgen, hvor investorernes øjne er rettet mod dagens vigtige data inklusive inflationsdata fra USA senere på dagen.
Samtidig gøres der fortsat status over den kommende præsident Donald Trumps seneste toldudspil, der lægger op til en handelskrig med USA's tre største handelspartnere, Mexico, Canada og i særdeleshed Kina, som de først målrettede økonomiske kontraparter.
Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 6.30-tiden i 106,88 mod 107,00 tirsdag eftermiddag.
Trumps løfter om massive toldsatser på Canada, Mexico og Kina har gjort investorerne nervøse, selv om noget af reaktionen blev mere afdæmpet i den amerikanske handel tirsdag.
- Markedet vil sandsynligvis forblive nervøst, da den kommende Trump-administration genopliver usikkerheden om den kommende politik i USA. Den usikkerhed kan få markedet til at reagere først og så stille spørgsmål senere, hvilket er positivt for dollar, siger strateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.
Modsat er der fjernet noget af den geopolitiske usikkerhed gennem en våbenhvile mellem Israel og Iran-støttede Hizbollah. Våbenhvilen træder i kraft i dag, onsdag, efter at begge sider har accepteret en aftale formidlet af USA og Frankrig.
Forude venter en tsunami af økonomiske data fra USA, der har fremrykket flere offentliggørelser på grund af Thanksgiving torsdag, der traditionelt holder mange amerikanske deltagere på sidelinjen også fredag.
Reviderede tal for BNP-væksten i tredje kvartal, ugentlige ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse, privatforbrug og som stjernen over dem alle, kerneindikatoren for personlige forbrugsudgifter (PCE Core), udkommer alle onsdag eftermiddag.
Indtil da kan markedsdeltagerne tygge lidt på tirsdag aftens referat fra det seneste møde den amerikanske centralbanks pengepolitiske udvalg, Federal Open Market Committee, FOMC.
Referatet viste en bred støtte til en forsigtig tilgang til fremtidige rentenedsættelser, men med både livrem og seler. "Hvis data er omtrent som ventet" og "inflationen fortsætter med at bevæge sig ned mod 2 pct." samt "beskæftigelsen forsat er nær det maksimale", kan det "sandsynligvis være passende at bevæge sig gradvist mod en mere neutral politik over tid".
Så har ingen sagt eller lovet for meget. Og samtidig var der usikkerhed om den neutrale rente, som er et niveau, der hverken begrænser eller stimulerer den økonomiske vækst.
Det skyldes ifølge FOMC, at niveauet for den neutrale rente kompliceres af vurderingen af graden af pengepolitikkens restriktive effekt, hvilket gør det passende at reducere den politiske tilbageholdenhed gradvist.
Dollar koster onsdag morgen ved 5.30-tiden 152,59 yen mod 153,46 yen tirsdag eftermiddag ved 17-tiden.
Euro ligger samtidig i 1,0479 dollar mod 1,0480 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2570 dollar mod 1,2563 dollar tirsdag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›