Valuta: Travlhed i sikre havne i risikofattigt marked

Udgivet den 01-07-2022  |  kl. 15:38  |  

Den amerikanske dollar, den japanske yen og schweizerfranc er i kridthuset på andet halvårs første handelsdag, hvor de finansielle markeder generelt ligger under for lav risikovillighed

Det sender investorerne i favnen på de mere sikre havne, som de tre ovenstående valutaer er gode eksponenter for.

- Det er en risk-off-start på andet halvår med faldende aktier og råvarer, så dollar styrkes stort set på tværs af brættet, siger Kenneth Broux, der er valutastrateg hos Société Générale, til nyhedsbureauet Reuters.

Risikoaversionen fredag - og over hele denne uge - skyldes, at frygten for nedgang i økonomien og decideret recession igen kigger frem og får investorerne til at trække følehornene yderligere til sig.

Særligt i USA går centralbanken, Federal Reserve, hårdt til værks, og derfor tales der meget om konsekvenserne for økonomien.

Siden marts har centralbanken allerede løftet sin ledende rente med 150 basispoint, og der er meget mere i vente, lyder det fra både bankens egne topfolk og økonomerne.

- Federal Reserve har forpligtet sig til at bringe inflationen under kontrol, men kan den også levere en blød landing, spørger Kenneth Broux fra Société Générale.

En euro koster fredag eftermiddag 1,0405 dollar mod en pris på 1,0452 dollar per euro ved dansk lukketid torsdag.

Sidste fredag kostede en euro 1,0553 dollar.

Den japanske yen styrkes også klart over for den fælleseuropæiske euro. Fredag eftermiddag koster en euro 140,95 yen mod 141,99 yen per euro torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Intraday❯  Forex❯