Valuta: Umiddelbart styrkelse af euro efter ECB-beslutning

Udgivet den 06-06-2024  |  kl. 14:51  |  

Euro styrkes umiddelbart som reaktion på beslutningen på rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB torsdag eftermidag om en nedsættelse af bankens indlånsrente med 25 basispoint til 3,75 pct.

Med beslutningen indfrier centralbanken de udbredte forventninger om den første rentenedsættelse siden 2019, og mere central for handlerne er ECB's planer om fortsatte rentenedsættelser eller ej i indeværende år.

Det vil der først - måske - komme konkrete signaler om senere på eftermiddagen ved pressemødet med ECB topdirektør, Christine Lagarde.

Men allerede før pressemødet kan markedet tabe bestik af ECB's opdaterede opjusterede skøn for udviklingen i inflationen i eurozonen. Banken ser nu en inflation i år på 2,5 pct. og på 2,2 pct. næste år., mens kerneinflationen skønnes på 2,8 pct. i år og 2,2 pct. næste år.

Dermed skønnes inflationen at forblive højere end ECB's målsætning om en kerneinflation på 2,0 pct.

Seneste nøgletal for prisudviklingen har også vist en stigende tendens, som ikke vækker begejstring hos beslutningstagerne i ECB.

Men banken havde på det nærmeste lovet investorerne en rentenedsættelse torsdag, og den har de altså også fået, noterer cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen.

- ECB reagerer dog på nøgletallene ved at formulere sig mindre selvsikkert omkring udviklingen i inflationen og samtidig løfter de deres prognose for inflationen over de kommende år. Her bør man dog hæfte sig ved, at ECB stadig forventer de kan ramme målsætningen på 2 procent. Men altså fortsat først i 2026, noterer han.

Efter meddelelse om rentenedsættelsen - men også om det opjusterede skøn for inflationen - er euro torsdag eftermiddag styrket til 1,0887 dollar per euro fra 10,862 dollar umiddelbart før rentemeddelelsen men mod 1,0889 dollar torsdag morgen. Få minutter efter rentemeddelelse nåede kursen på euro op i 1,0900 dollar.

Styrkelsen af euro over for doller presser den amerikanske valuta i dollarindekset, der vejer doller i forhold til en række toneangivende globale valutaer. Det falder til 104,14 fra 104,35 onsdag eftermiddag.

Torsdag eftermiddag koster doller 156,20 yen mod, 155,78 yen torsdag morgen og 156,32 yen onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Forex❯