Valuta: Yen i fokus med markante bevægelser mod euro

Udgivet den 22-01-2013  |  kl. 07:02  |  

Japanske yen står i investorernes spotlight tirsdag morgen. Markedet har været afventende frem til den japanske centralbanks annoncering af udfaldet af mandagens og tirsdagens pengepolitiske møde. Forventningerne var store, og analytikerne blev ikke skuffede, idet centralbanken ikke bare adopterede et inflationsmål på 2 pct., som skal nåes "så hurtigt som muligt". Samtidig øges det løbende aktiv-tilbagekøbsprogram.

Samlet betyder det en umiddelbar markant svækkelse af yen mod især euro, men en modreaktion satte hurtigt ind og vendte markedet på hovedet.

Euro koster tirsdag morgen 118,85 yen og 1,3345 dollar, mens dollar koster 89,05 yen. Mandag eftermiddag kostede euro 119,35 yen og 1,3320 dollar, mens dollar stod i 89,60 yen.

- Bank of Japan bevæger sig ind i nyt territorium. En inflation på 2 pct. bliver svær at opnå i løbet af kort tid, så centralbanken vil blive ved med at lette pengepolitikken i ganske lang tid, siger cheføkonom Masaaki Kanno fra JPMorgan Securities Japan til Bloomberg News.

Inden annonceringen viste investorerne en klart stigende nervøsitet, hvilket gav sig udslag i en løbende styrkelse af yen, i takt med at mødets afslutning trak ud. Det betød stigende nervøsitet for problemer og dermed at den japanske centralbank ville skuffe. Euro nåede ned i 118,90 yen inden markedet sendte euro til 120,20 yen umiddelbart efter annonceringen af mødet. Tilsvarende steg dollar fra 89,35 yen til 90,00 yen inden en kraftig modreaktion sendte den amerikanske valuta tilbage til 89,05 yen.

Til gengæld giver Bank of Japansk kickstart af økonomien genlyd i for eksempel Australien. Forventningen om en stigende samhandel presser australske dollar op til 1,0545 dollar fra 1,0505 dollar inden udfaldet af det japanske pengepolitiske møde var kendt. Samme tendens ses i New Zealand dolalr der stiger til 0,8410 dollar fra 0,8355 dollar.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder