Valuta: Yen presses fortsat over for dollar
Den japanske yen ligger mandag nær sit laveste niveau siden juli målt over for dollar, som fortsat holdes oppe af høje amerikanske obligationsrenter.
Det sker i et ellers feriepræget valutamarked med noget begrænset handel, som holder de store valutakryds i et snævert spænd, i takt med at året for alvor lakker mod enden.
En dollar koster mandag morgen 157,78 yen mod 157,55 fredag eftermiddag.
Samtidig ligger dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ved 6.30-tiden mandag i 108,00, hvilket er marginalt lavere end fredag eftermiddag, hvor den lå i 108,01.
Dollarindekset er i december steget med lidt over 2 pct., mens det for året er oppe med 6,6 pct.
Dermed giver stigende amerikanske renter på statsobligationer fortsat medvind til dollar, efter at den toneangivende 10-årige rente i sidste uge nåede sit højeste niveau i mere end syv måneder.
- På trods af at prognoserne næsten entydigt regnede med en svagere amerikansk dollar i 2024, ser "greenbacken" ud til at lukke året højere i forhold til alle større valutaer, hvor dollaren regerer suverænt, siger Chris Weston, analysechef hos australske Pepperstone ifølge Reuters.
En euro koster mandag morgen 1,0426 dollar, hvilket er en smule højere end 1,0422 dollar fredag eftermiddag. Dermed ser det ud til, at euro slutter året af godt 5 pct. svagere for året målt mod sin amerikanske modpart.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯