Vandmøller den nye trend for Vestas og NEG Micon

Udgivet den 25-08-2003  |  kl. 09:21  |  

Både Vestas og NEG Micon satser kraftigt på vandmøller, men ikke i traditionel forstand. Derimod er der tale om havvindmøller, hvor Vestas vurderer at markedet vil blive endnu større end hidtil antaget, fremgår det af dagens udgave af Børsen.

- Vi har hidtil regnet med, at markedet for off-shoreanlæg maksimalt vil komme til at udgøre 10 pct. af totalmarkedet. Det ser ud til at den andel stiger, siger Svend Sigaard, koncernchef i Vestas.

NEG Micon, der endnu ikke har vundet en større offshoreordre, forventer at de vil "søsætte" deres første ordre i løbet af et halvt år. Deres erfaringsgrundlag ligger i et 10MW projekt på Yttre Stengrund i Sverige.

At det koster lærepenge at ”stå til søs” kan læses af, at Vestas Horns Rev projekt kostede 1 pct. i overskudsgraden (125 mio. kr.) i ekstraordinære omkostninger.

Udgivet af: NPinvestordk