Venstre-formand Uffe Ellemann venter snarligt valg

København--26. januar--NetPosten--Det skulle ikke undre mig, om han (statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), red) udskriver valg efter debatten tirsdag. Det er hans eneste chance for at få denne sag lagt død, inden pilen for alvor rettes mod hans finansminister. Det skriver Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen i sit elektroniske ugebrev forud for tirsdagens debat i Folketinget om Færøbank-sagen.

Mon ikke Nyrup har været i helt godt lune, da han fejrede regeringens femårs fødselsdag sammen med ministrene ("mine ministre") på Marienborg søndag aften? Færø-sagen er ved at glide i baggrunden. Interessen er ved at samle sig om andre ting. Han har de bedste Galluptal i adskillige år. Arvefjenderne i Venstre de dårligste. Og i den kommende uge vil venstrefløjen endnu engang redde hans regering. Jo, der er da mange ting at glæde sig over for statsministeren, sådan lige her og nu...

Jeg tager hatten af for de "spin-doctors" der arbejder for ham. De har knageme været dygtige! Vi har netop kunnet læse i Børsens Nyhedsmagasin om de metoder, de anvender i deres styring af journalisterne på Christiansborg. Og her har vi så et skoleeksempel, helt frisk fra fad:

Først skal strategien omkring Færø-rapportens offentliggørelse tilrettelægges og gennemføres. Man giver sig selv et stort forspring i forhold til alle andre, og kan derfor fra starten dreje opmærksomheden i den retning man ønsker. Et bragende angreb på landets største bank og en række topembedsmænd er ikke hverdagskost, så der er ikke noget at sige til, at det fanger opmærksomheden.

Efterhånden som vi andre begynder at hænge os i smålige ting som ministres ansvar, rettes skytset mod tonen i oppositionens angreb. Så bliver det for eksempel mere forargeligt, at jeg lufter muligheden for en rigsret mod Lykketoft, end om han har foretaget sig noget, der gør det berettiget. Jo, de har været dygtige, de "spin-doctors", hvis opgave det er at få en sag til at "gå i spin", så man kan slippe uden om de ubehagelige (og besværlige) indfaldsvinkler.

For øvrigt er jeg enig med de jurister, der har kaldt det en rigtig dårlig ide at føre rigsretssag mod Lykketoft. Men så må man være konsekvente - og sige, at så skulle der aldrig være ført en sådan sag mod Ninn-Hansen, og at så skal man overhovedet ikke bruge Rigsretten.

Som ugen skred, begyndte der alligevel at vokse en interesse frem for den politiske side af sagen. Det skete i takt med, at stadig flere fik læst den digre rapport om Færø-sagen, og begyndte at stykke brikkerne sammen. Så står det nemlig stadig mere klart, at to ministre bærer et stort ansvar for bevivenhedernes forløb: Statsministeren og finansministeren.

Statsministerens rolle er ret afklaret: Han vidste, at der var udsigt til fortsat store tab i de færøske banker. Han vidste, at hvis Den Danske Bank fik lov til at gennemføre et aktiebytte, ville disse tab blive skubbet over på Færøerne. Og han undlod at orientere den nye færøske lagmand om, hvad der var i gang - selvom hans embedsmænd havde opfordret ham til det. Efterfølgende forsøgte han at tale uden om, da Folketinget begyndte at spørge til, hvad han havde vidst.

Alt dette ligger klart efter at kommissionen har kulegravet tingene. Det ligger også klart, at der ikke er flertal i Folketinget for at drage ham til ansvar. Jeg mener, at han har overtrådt loven om ministres ansvar. det er der ikke flertal for. Og et folketingsflertal kan jo vedtage, hvad det vil - at sort er hvidt, eller at Nyrup kun har fortjent en næse - det kommer ud på et.... Det er en politisk afgørelse, ganske som aktiebyttet var en politisk handling, selvom Nyrup har forsøgt at bilde Folketinget noget andet ind.

Mens billedet af statsministerens rolle er ret klart, mangler der stadig nogle brikker omkring finansministerens handlinger. Blandt andet fordi han har nægtet at udlevere personlige notater i retten, og fordi nogle af hans undergivne har ændret forklaring undervejs. Her er der al mulig grund til at granske videre. For her ser man tydeligt, at begrænsningerne i undersøgelseskommissionens arbejdsmuligheder har forhindret en fuldstændig afdækning af forløbet.

Indtil videre må man så lade sig nøje med at danne et sandsynligt billede på grundlag af de brikker, der er kendt:

Lykketoft vidste også, hvad det drejede sig om. Han vidste at der lå store tab og lurede forude, og han vidste hvad det ville indebære, hvis Den Danske Bank slap ud af sin forpligtelse som moderselskab. Alligevel brugte han grovfilen overfor den færøske lagmand, da færingerne skulle godkende et aktiebytte. Han pressede det igen-nem. Og bagefter lagde han utilbørligt pres på Finanstilsynet, for at forhindre, at sandheden slap ud for hurtigt. Han gav Nationalbanken mundtlige garantier - uden den lovpligtige opbakning i Folketingets finansudvalg - og nægtede færingerne en uvildig undersøgelse af forløbet, da katastrofens omfang et halvt år senere stod klart for dem.

Forklaringen om, at man ville have ro om sagen af hensyn til folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i maj 1993, holder til Wandsbek. Hvorfor mon han så gjorde det? Det er vanskeligt at se anden forklaring på, at Finanstilsynet skulle "skynde sig langsomt", end at der ikke for hurtigt skulle blive krævet nye kapitalindskud - og denne gang fra færingerne selv, med efterfølgende behov for nye lån fra Danmark. Den sandhed skulle skjules længst muligt.

Men det er ulovligt at gribe ind på denne måde i Finanstilsynets arbejde. Det er enten magtmisbrug eller magtfordrejning.

Her ligger en sag og venter på at blive yderligere belyst. Og den vil ikke kunne fejes ind under gulvtæppet i Folketingssalen på tirsdag. Der vil stadig blive pirket til den - i pressen, i Folketinget, og blandt de embedsmænd, der har fået smidt hele ansvaret i hovedet af regeringen.

Så måske har statsministerens store smil søndag aften alligevel været en smule anstrengt...