Venstre kræver redegørelse om misbrug af jobrotation

Udgivet den 07-07-1997  |  kl. 13:48  |  

København--7. juli--NetPosten--Misbruget af jobrotationsordningen, hvor ansatte i kommuner og amter bruger jobrotationsmidler til efteruddannelse, bliver nu taget op på politisk plan. Venstres aktiveringsordfører, Flemming Oppfeldt, kræver en redegørelse af arbejdsminister Jytte Andersen (S) om det samlede misbrug og bebuder samtidig et samråd med arbejdsministeren.

- Vi må have klarhed over, hvor mange millioner der er gået tabt. Vi må have oplysninger om, hvor mange ordinært ansatte der er omfattet af misbruget, og vi må have et skøn over, hvor mange ledige der ikke kommer på jobrotation som følge af dette misbrug, siger Flemming Oppfeldt.

- Sagen viser, at de mange ordninger på arbejdsmarkedsområdet har skabt et uigennemskueligt morads af tilskud og uddannelser, som koster milliarder af kroner for det offentlige, men som måske ikke hjælper de ledige, der trænger mest.

- Principielt er jobrotation en god ting. Men så bør den forbeholdes de sektorer, som i fremtiden skal skabe nye arbejdspladser. Derfor vil det være en oplagt ide at forenkle hele systemet og forbeholde jobrationsordningen for de private virksomheder.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder