Verdens største futures-børs i tre timer langt teknisk nedbrud

Udgivet den 27-02-2019  |  kl. 06:34  |  

En teknisk fejl hos den vigtige futures-handelsplads udbyder CME Group - Chicago Mercantile Exchange, stoppede handlen i timevis onsdag morgen dansk tid på grund af tekniske problemer.

Det massive handelsstop i verdens største børsoperatør, forhindrede køb og salg af kontrakter på amerikanske T-bonds, aktiefutures og -optioner samt tilsvarende råvareprodukter.

Problemet ramte en række markeder fra eurodollar til metaller, korn, råolie og naturgas ved 1.40-tiden dansk tid og markederne genåbnede først godt tre timer senere efter en halv times premarked.

Futures på S&P 500 Index og T-bonds var kun lidt ændret efter genåbningen.

- Det er irriterende for vores kunder. Der er investorer, der foretager arbitragehandler i eftermarkedet. Det udgør en risiko for investor-lysten, siger handelschef Hiroaki Kuramochi fra Saxo Bank Securities i Tokyo til Bloomberg News.

Bursa Malaysia Derivatives, som bruger CME Globex som elektronisk handelsplatform for den globale benchmark for palmeolie-futures, blev også ramt af handelsstop.

Millioner af kontrakter på basis af S&P 500, Dow Jones Industrial Average og Nasdaq 100 handles så godt som døgnet rundt hele ugen på CME.

I de otte timer der går hver nat, efter at eftermarkedet for børsnoterede aktiver er sluttet, er CME den eneste måde at hedge positioner via de største amerikanske aktieindeks.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder