Bank of Japan fordobler renten på linje med finansmarkedets forventning

Udgivet den 24-01-2025  |  kl. 06:33  |  

Den japanske centralbank, Bank of Japan, har fredag strammet pengepolitikken efter det to dage lange møde i Tokyo.

Den ledende rente hæves med 0,25 pct. point til 0,50 pct. og er nu på det højeste niveau siden 2008.

Renteforhøjelsen kommer efter voksende forventninger om, at lønningerne vil stige for tredje år i træk, efter at de store virksomheder og fagforeninger indledte de årlige lønforhandlinger i starten af ugen.

Beslutningen var i vid udstrækning ventet, efter en fortsat stigende inflation har åbnet for muligheden af en normalisering af den japanske pengepolitik, der gennem et årti har været præget af ultralempelige vilkår med nul- og minusrenter for at vende landets deflationære udvikling.

Beslutningen skete med stemmerne 8-1, hvor kun bestyrelsesmedlem Toyoaki Nakamura gik mod strømmen.

Centralbanken øger samtidig bankens inflationsfremskrivninger, der nu estimerer en inflation i år på 2,7 pct. faldende til 5,4 pct. næste år og 2,0 pct. i finansåret 2027.

Hidtil var der venter en inflation på 2,5 pct. i år, 1,9 pct. i 2026 og 1,96 i 2027.

Også Bank of Japans økonomiske prognose justeres. Banken venter en vækst på 0,5 pct. i år stigende til 1,1 pct. næste år og 1,0 pct. i 2027.

Tidligere var vækstprognosen 0,6 pct. i år, mens estimatet for 2026 og 2027 var 1,1 pct. og 1,0 pct. og dermed fastholdes.

Bank of Japan har en målsætning om en inflation eksklusive friske fødevarer og energi på 2,0 pct.

Bank of Japans guvernør, Kazuo Ueda, holder pressekonference klokken 7.30 dansk tid for at begrunde den pengepolitiske beslutning.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  macro❯  Japan❯