Vestas får fuldt medhold i patentsag mod Enercon

Udgivet den 14-11-2007  |  kl. 12:04  |  

Vestas har lavet status over patentstridigheder med Enercon og Aloys Wobben. Vestas får fuldt medhold af den engelske High Court, der i dag har afsagt dom i sagen.

Sagen drejer sig om, at Wobben har påstået, at Vestas krænker forskellige patenter, primært vedrørende tilslutnings­betingelser til forsyningsnettet, men også på andre tekniske områder. Men retten frikender Vestas:

- High Court har med undtagelse af to patentkrav i fasevinkelkontrolpatentet, der ikke er relevante for Vestas, fundet, at alle fire patenter er ugyldige. Retten fastslog yderligere, at selv om patenterne havde været gyldige, krænker Vestas' teknologi ikke patenterne, oplyser selskabet.

Det er endnu ikke afklaret, om afgørelsen vil blive appelleret.

Vestas' ledelse har med tilfredshed modtaget dommen, der er den første, der tager stilling til alle de omstridte patenter vedrørende tilslutningsbetingelserne til forsyningsnettet. Ledelsen lægger stor vægt på afgørelsen, da den er afsagt af en specialiseret patentdomstol på baggrund af en tilbundsgående prøvelse, skriver Vestas i en pressemeddelse.

Retssagerne vedrørende andre tekniske områder er som omtalt i tidligere selskabsmeddelelser alle afsluttet til fordel for Vestas.

I de øvrige retssager i Holland, Canada og Irland vedrørende tilslutnings­betingelser til forsyningsnettet er der intet nyt i forhold til tidligere meddelelser vedrørende disse sager. I sagen vedrørende gyldighed af det tyske frekvenskontrolpatent har den tyske Højesteret endelig afvist Aloys Wobbens appel, og patentet er derfor ugyldigt.

Meddelelsen ændrer ikke på Vestas forventninger til årets resultat.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder