Vestas får ordre på 62,4 MW til Italien - NY

Udgivet den 18-04-2013  |  kl. 12:09  |  

Vestas har fået en ordre på 62,4 MW til Gravina-Poggiorsini-projektet i Italien.

Ordren består af 24 eksemplarer af Vestas V100-2,6 MW-møller - baseret på 3,0 MW-platformen - til Puglia-regionen.

Møllerne skal efter planen leveres i tredje kvartal af 2013 og sættes i drift inden udgangen af året.

Der er også knyttet en femårig servicekontrakt til ordren, som er placeret af Nuova Energia, et datterselskab til FRI-EL, der også tidligere har bestilt Vestas-møller.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vestas. Da ordren er offentliggjort som pressemeddelelse, har den ifølge Vestas regler en værdi på under 500 mio. kr.

Vestas har med ordren annonceret møllerordrer for i alt 704 MW i løbet af 2013. Dertil kommer de mindre, uannoncerede ordrer, som offentliggøres i kvartalsregnskaberne - næste gang 8. maj for første kvartal.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk