Vestas i fokus - Obama vil doble op på vind- og solenergi
Den amerikanske præsident, Barack Obama, annoncerede i en tale om grøn omstilling tirsdag, at han vil fordoble USAs brug af sol- og vindenergi frem mod 2020. Udmeldingerne kan give fokus på selskaber inden for vedvarende energi, herunder Vestas. Det børsnoterede amerikanske solenergiselskaber steg tirsdag mærkbart efter talen.
Konkret har han bedt det amerikanske indenrigsministerium give grønt lys til projekter, der skal skaffe vedvarende energi til mere end seks millioner hjem i 2020. Samtidig fortalte præsidenten, at USAs forsvar, som er den største energiforbruger i landet, vil installere vedvarende energi svarende til 3 gigawatt på sine baser.
Endelig vil Obama forsøge at lempe på olieselskabernes skattefordele og i stedet investere i de selskaber, der arbejder med grøn energi, mens han vil forsøge at mindske energispild.
Det endelige mål er, at USA frem til 2020 skal nedbringe udslippet af CO2 i atmosfæren med 17 procent i forhold til 2005.
- Som præsident, som far og som amerikaner er jeg her for at sige, at vi er nødt til at agere, sagde Obama i talen, der blev holdt på universitetet i Georgetown.
Ifølge præsidenten har USA de seneste fire år fordoblet sit brug af CO2-neutral vind- og solenergi.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk