Vestas-kunde vil øge sin kapacitet væsentligt i de kommende år

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 11:11  |  
Vestas - Vindmølle

En af Vestas' store kunder, EDP Renewables, har store investeringsplaner for de kommende år, hvor energiselskabet vil øge sin kapacitet med ekstra 20 gigawatt. Det svarer til en fordobling af den nuværende installerede kapacitet inden for sol- og vindenergi i 2025.

Det oplyser det portugisiske selskab fredag i forbindelse med en strategiopdatering, skriver Bloomberg News.

I alt budgetterer EDP Renewables med investeringer på 24 mia. euro i 2021-2025.

Udbygningen vil omfatte 4 gigawatt årligt i hvert af de kommende fem år. Heraf vil cirka halvdelen bestå af vindenergi. Nærmere bestemt ventes 46 pct. at bestå af møller til lands, mens havmøller skal stå for 5 pct.

Udbygningen skal blandt andet finansieres ved salg af nye aktier for omkring 1,5 mia. euro.

Moderselskabet EDP, der i øjeblikket ejer 83 pct. af EDP Renewables, venter at reducere sin ejerandel, men vil fortsat holde fast i mindst 70 pct.

Investeringerne er led i en langsigtet plan, der skal sikre, at hele energiselskabet EDP's produktion er grøn i 2030.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder