Vestas leverer møller til 24 MW-projekt i Vietnam
Vestas skal angiveligt levere vindmøller til et projekt på 24 megawatt (MW) i Vietnam.
Det skriver mediet Greentech Lead med henvisning til en meddelelse fra kunden, Hydrochina.
Projektet skal ligge nær byen Phan Thiet i Binh Thuan-provinsen og efter planen bygges inden for de næste 14 måneder. Det er blandt andet finansieret af den tyske statslige udviklingsbank KfW.
Vestas har ikke selv meldt noget ud om aftalen, men ordrer på 24 MW er heller ikke store nok til at kræve en selvstændig fondsbørsmeddelelse.
Vietnam er ved at tage sine første skridt inden for vindenergi og har i øjeblikket kun lidt over 50 MW i kapacitet.
Et projekt på 120 MW med General Electric-møller er under opførelse i Dak Lak-provinsen, og Vestas underskrev i december en hensigtserklæring om et projekt på 170 MW i Soc Trang med potentiale for yderligere ordrer.
/ritzau/FINANS
Tags: ❯