Vestas OPTAKT Q2 17/8: Mulighed for opjustering og ekstra udlodning

Udgivet den 14-08-2017  |  kl. 12:02  |  
Vestas - Vindmølle

Vestas kommer torsdag med regnskab for andet kvartal, og selv om det på omsætning og indtjening ikke ventes at komme helt på højde med det meget stærke regnskab for samme kvartal sidste år, så kan udviklingen i første halvår ikke desto mindre bane vejen for, at vindmølleproducenten skruer lidt op for forventningerne til hele året.

- Den stærke start på året i første kvartal 2017 efterlod os med et klart indtryk af, at Vestas bliver i stand til at løfte i hvert fald bunden af prognoseintervallet i løbet af året. Det kan meget vel blive allerede nu, såfremt udviklingen i andet kvartal lever op til vores forventninger, skriver aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank i et notat.

Også chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets peger på muligheden for en opjustering, efter at Vestas i slutningen af kvartalet åbnede for ordresluserne og nåede en annonceret ordreindgang på 1956 megawatt, hvortil skal lægges klumpen af uannoncerede ordrer, som offentliggøres ved regnskabsaflæggelsen.

- Der vil være fokus på, om den gode ordreindgang får Vestas til at opjustere i hvert fald forventningerne til pengestrømmene. Der er nok en lille forventning i markedet om, at vi godt kunne komme til at se en lille opjustering der, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Vestas' forventninger er positive frie pengestrømme på minimum 700 mio. euro for året, mens forventningen til omsætningen er på 9,25-10,25 mia. euro og overskudsgraden på mindst 12-14 pct. før særlige poster. Et analytikerestimat indsamlet af Ritzau Estimates viser da også forventninger om, at Vestas særligt på pengestrømmene ventes at kunne levere noget bedre end de 700 mio. euro.

Konsensus er positive frie pengestrømme for 2017 på 879 mio. euro, mens forventningen til omsætningen med 10,16 mia. euro og overskudsgraden på 13,9 pct. ligger i toppen af de nuværende forventningsintervaller fra selskabet. Så et løft af bunden af forventningsintervallet er inden for rækkevidde, vurderes det.

- Det er mere tvivlsomt, om Vestas også løfter toppen af intervallet, så den måske endda indikerer fremgang i 2018. Det vil være et virkeligt stærkt signal fra selskabet, som utvivlsomt vil blive godt modtaget af investorerne, såfremt regnskabet ellers ikke indeholder negative indslag, skriver Jacob Pedersen.

For andet kvartal ventes Vestas ifølge estimatet fra Ritzau Estimates at kunne fremvise en omsætning på 2429 mio. euro, en overskudsgrad på 13,2 pct. og et nettoresultat på 230 mio. euro, og Jacob Pedersen noterer, at Vestas har indikeret, at investorerne ikke må forvente en gentagelse af det imponerende stærke andet kvartal 2016.

Her var overskudsgraden på hele 15,6 pct., og nettoresultatet landede på 278 mio. euro. Et andet fokuspunkt i regnskabet er ifølge Michael Friis Jørgensen udlodninger, der kan komme i form af et nyt aktietilbagekøbsprogram - særligt hvis Vestas vælger at opjustere pengestrømsudviklingen for året.

- Indtil videre har Vestas ikke foretaget nogen opkøb i år, og de har en ultra stærk balance, så der vil selvfølgelig være noget fokus på udlodningsfronten, siger han og mener, at der kan blive annonceret et aktietilbagekøb i størrelsesordenen 550 mio. euro.

Analytikerne vil også holde skarpt øje med regnskabets og Vestas-ledelsens bemærkninger om markedssituationen, herunder om konkurrencen og priserne. Særligt efter, at konkurrenten Siemens Gamesa i forbindelse med sit regnskab meldte om prispres.

Michael Friis noterer dog, at prismeldingerne fra Siemens Gamesa primært knyttede sig til det indiske marked, og Sydbanks Jacob Pedersen bemærker også, at Vestas hidtil "ikke for alvor har fremstået som udfordret" på prisfronten. Men det kan jo ændre sig.

- Vi vurderer fortsat, at Vestas' konkurrencedygtige produktpalette faktisk også lægger pres på de øvrige aktørers salgspriser. Nye tilskudsregimer med udbuds- og auktionsrunder trykker også priserne i sektoren, og selv om det gør klart mest ondt på konkurrenterne at sænke priserne, så kan netop den bevægelse også koste for Vestas, skriver Jacob Pedersen.

Ifølge ham skaber prispresset dog ikke skaber usikkerhed om 2017-prognosen, da ordrerne til opførelse i år allerede er i Vestas' ordrebog.

- Alligevel følger vi Vestas' kommentarer omkring et eventuelt prispres på nye ordrer tæt, da det kan påvirke rentabiliteten i de kommende år, tilføjer Jacob Pedersen.

Analytikernes forventninger til Vestas' regnskab for andet kvartal af 2017:

mio. euro Q2 17(e) Q2 16 FY 17(e) FY 16
Omsætning 2429 2557 10.158 10.237
- heraf service 367 326 1497 1309
Bruttoindtjening 528 621 2117 2126
Bruttomargin (i %) 20,9 24,3 20,9 20,8
EBIT f.s.p 323 399 1403 1421
EBIT-margin (i %) 13,2 15,6 13,9 13,9
Resultat før skat 315 372 1358 1287
Resultat efter skat 230 278 1021 965
Frie pengestrømme 162 330 879 1364
Ordreindgang (i MW) 2492 1790 9734 10.494

(e) = medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til 11 analytikere.

Af de ti analytikere, som har oplyst deres anbefaling, anbefaler otte "køb/akkumuler", mens en enkelt anbefaler "hold/neutral" og den sidste anbefaler at sælge/reducere aktien.

Det gennemsnitlige kursmål blandt ni analytikere lyder på 653 kr.

Regnskabet offentliggøres torsdag 17. august omkring klokken 8.30.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Relaterede nyheder