Vestas/Jyske: Dropper anbefalingen "stærkt køb"

Udgivet den 10-09-2018  |  kl. 13:02  |  

Et skuffende antal ordrer i tredje kvartal er årsag til, at Vestas-aktien ikke længere er anset som et "stærkt køb" hos Jyske Bank.

Anbefalingen af aktien er nu i stedet "køb", fremgår det af en analyse fra Silkeborg-banken. Kursmålet får i samme omgang skåret en bid af og ligger nu på 485 kr. mod tidligere 500 kr.

Indtil videre har Vestas i indeværende kvartal annonceret ordrer med en samlet kapacitet på 667 MW, og det er omtrent halvt så meget som i samme periode sidste år, påpeger Vestas-analytiker Janne Vincent Kjær i en analyse.

- Selv om vi vil være varsomme med at tolke alt for meget på tallene, da ordrerne har en tendens til at klumpe sig sammen hen imod slutningen af kvartalet, bemærker vi, at Vestas' andel af ordrer annonceret i industrien de sidste 12 måneder er faldet 3 pct.point de seneste tre måneder, skriver hun.

Janne Vincent Kjær ser dog mest nedgangen af ordrer som et spørgsmål om timing og forventer flere ordrer de kommende måneder - primært i USA. Her er der ifølge Jyske Bank er et uudnyttet potentiale på 9,7 GW, der er kvalificeret til at opnå fuld støtte under den nuværende skatterabatordning, PTC.

- Trods den lidt skuffende ordreindgang i tredje kvartal 2018 er Vestas stadig godt på vej til at sikre aktiviteten i 2019. Vores gennemgang af de annoncerede ordrer viser, at Vestas har sikret ordrer med en samlet kapacitet på 4,6 GW til levering i 2019, hvilket svarer til 40 pct. af vores nye helårsestimat på 11,6 GW, hedder det i analysen.

Vestas-aktien stiger mandag middag 0,8 pct. til 438,60 kr.

/ritzau/FINANS

Rikke Marie Dahl

Tags:  Downgrade❯  Research❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder