Vestas/Nykredit: Afgørende knast ryddet af vejen i USA
At der nu er kommet klarhed om, hvad der helt præcist kræves for at opnå berettigelse til støtte under den amerikanske ordning Production Tax Credit (PTC), kan meget vel snart genåbne ordresluserne til Vestas og de andre vindmølleproducenter til det ellers tørlagte amerikanske vindmøllemarked.
- Jeg tror faktisk, at det er en ret afgørende knast, der er blevet fjernet her. En del projektudviklere har siddet og ventet på, hvordan ordlyden i lovteksten præcist skulle tolkes. Der har de nu fået en meget mere operationel ordlyd om, at de skal have brugt 5 pct. af den totale investering inden januar 2014, siger aktieanalytiker Klaus Kehl fra Nykredit Markets til Ritzau Finans og fortsætter:
- Med den her formulering på plads tror jeg, at det er sandsynligt, at vi kommer til at se ordrer her allerede i andet kvartal - både til Vestas men også til de andre i industrien. Og så kan jeg forestille mig, at der kommer yderligere i tredje kvartal og måske også i fjerde kvartal.
Analytikeren venter et samlet amerikansk marked i 2013 og 2014 på omkring 10 gigawatt.
I henhold til den aftale, som politikerne i Washington ved nytår nåede til enighed om, er projekter, der er påbegyndt inden udgangen af 2013, berettiget til også at få støtten efter 2013. Usikkerheden har imidlertid gået på, hvad der helt konkret menes med påbegyndt eller "commence construction", som er de konkrete anvendte ord i lovteksten, der blev underskrevet til lov 2. januar.
Nu har skattemyndighederne Internal Revenue Service (IRS) fastslået, at projektudvikleren skal leve op til et af to forhold, før at påbegyndelseskriteriet kan anses for værende opfyldt.
Den ene mulighed er at vise dokumentation for, at "fysisk arbejde af et betydeligt omfang" er startet på projektet. Det gælder på enten a) sitet (altså i selve vindmølleparken eksempelvis med vejanlægning, cementstøbning mv, red) eller b) på fabrikken til hvilket udvikleren har givet en bindende ordre på det pågældende vindmølleudstyr.
Den anden mulighed er at påvise, at mindst fem procent af den totale projektomkostning er blevet afholdt, hvilket er et kriterium, som man kender fra et af de andre tilskudsprogrammer (Investment Tax Credit, red). Der er ingen deadline for, hvornår et projekt, der opfylder et af de to forhold per 31. december, skal være færdigbygget.
Under PTC-ordningen tildeles vindmølleejere en skatterabat til en værdi af 2,3 cents per kilowatttime produceret vindenergi i løbet af et tiår.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk