WDH/dir: Delvis lanceringsstrategi stadig den rigtige vej

Udgivet den 17-10-2013  |  kl. 11:30  |  

William Demant Holding har været under pres fra konkurrenterne i særligt den første halvdel af 2013 i midterprissegmentet.

Det har den danske høreapparatproducent på grund af en lanceringsstrategi, der byder at lancere de dyreste produkter først for derefter senere at udrulle nye produkter i de lavere prissegmenter - midtersegmentet og lavprissegmentet.

På trods af det store pres i 2013 er der dog ikke rysten på hånden i forhold til lanceringsstrategien.

- Vi har fastholdt lanceringsstrategien, og vi synes, at vi har fået indført Oticon Alta (højprisprodukt lanceret i begyndelsen af året, red.) pænt i markedet. Derfor er vi nu klar til at lancere Oticon Nera. Over en fuld produktcyklus føler vi os sikre på, at vi har valgt den rette strategi, sagde Søren Nielsen, der er administrerende direktør for Oticon, i forbindelse med William Demants EUHA-præsentation i Nürnberg torsdag formiddag.

William Demants strategi adskiller sig fra både schweiziske Sonovas og GN Resounds. Begge sidstnævnte lancerede allerede sidste år sine nye produkter i samtlige priskategorier på én gang.

Hos William Demant lægger man ikke skjul på, at det har kostet på markedsandelene i første halvår, men der er samtidig stor sikkerhed omkring, at markedsbidderne nok skal blive taget tilbage med det nye midterprisprodukt, Oticon Nera, der blev lanceret i september.

- Vi er nu naturligt kommet til lanceringen af Oticon Nera. Vi tabte andele fra midtersegmentet i første halvår, men vi løftede alligevel salget flot grundet Oticon Alta, sagde Niels Jacobsen, administrerende direktør hos William Demant Holding, ved præsentationen.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder