WHO: Vægttabsmidler kan hjælpe med at stoppe fedmepandemien

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 17:44  |  
Arkiv: Foto

Den nye klasse af vægttabsmedicin udviklet af Novo Nordisk og Eli Lilly kan sammen med andre indgreb åbne for muligheden for at sætte en stopper for fedmepandemien.

Sådan lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), skriver Reuters, der henviser til et debatindlæg publiceret i Journal of the American Medical Association (JAMA).

De nye lægemidler "har potentialet til at være transformerende", siger WHO's chefforsker Jeremy Farrar, ernæringschef Francesco Branca og hans seniorrådgiver Francesca Celleti i debatindlægget i JAMA.

WHO udtrykker dog også en bekymring for, at dårlig forberedelse i sundhedssystemerne kan gå ud over reaktionstiden for anvendelse af lægemidlerne i kampen mod den globale fedmekrise.

Og det understreger også, at medicin i sig selv ikke vil være nok til at løse fedmekrisen. Derfor opfordrer WHO til yderligere undersøgelser af, hvordan man bedst forebygger og behandler den.

I debatindlægget peges ifølge Reuters også på, at selvom der er gode beviser for effektiviteten af politikker, der sigter mod sunde kostvaner og regelmæssig fysisk aktivitet, så er det på tide at erkende, at de indtil videre ikke har kunnet behandle fedme.

At kombinere dem med de nye lægemidler kan ændre på det, lyder vurderingen.

WHO har dog også en bekymring over, hvordan behandlingerne bliver rullet ud. Vurderingen er, at modeller, der kun griber ind, når folk har svær fedme eller andre relaterede tilstande, skal erstattes med modeller, der ser fedme som en kronisk sygdom, der kræver en social, folkesundhedsmæssig og klinisk indsats.

Forfatterne bag indlægget i JAMA mener også, at lægemidlerne skal være tilgængelige mere retfærdigt, billigt og i større skala for at kunne reagere på fedmekrisen i lavindkomstlande såvel som blandt verdens rigeste.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder